Michael Obafemi har fremtiden på plads, efter den 18-årige angriber har sat sin underskrift på en ny kontrakt med Southampton.
Det oplyser Premier League-klubben på sin hjemmeside, hvor det samtidig bliver fortalt, at den nye aftale løber frem til 2022.
- Det er en god dag. Jeg er glad for det, og nu ser jeg fremad. Jeg er taknemmelig for, at klubben har holdt fast i mig, og jeg vil bare vise alle, hvad jeg kan. Jeg er opsat på at vise fansene og alle i klubben, hvorfor jeg har fået en tre og et halvt-årig aftale, siger han til klubbens hjemmeside.
Southampton har store forventninger til Michael Obafemi, der kom fra Leyton Orient i 2016. Som 17-årig fik han debut i en hjemmekamp mod Tottenham, hvor han blev klubbens næstyngste spiller i historien.
I denne sæson er det blevet til fem kampe i Premier League, hvor han én gang er startet på banen. Han har kvitteret med en enkelt scoring samt et oplæg, men han mangler stadig at få sine første minutter i 2019, hvor en forstrækning har holdt ham på tribunen.
Michael Obafemi er dog tæt på at være skadesfri og tilgængelig for Southampton-manager Ralph Hasenhüttl, der tror på en stor fremtid for den unge angriber. Han slår dog fast, at det hårde arbejde først starter nu.
- Det er en stor dag for Michael, men jeg tror, at det vigtigste for ham er, at han indser, at det her er en ny start for ham, og nu skal han bruge det til at tage næste skridt i sin udvikling, siger han til klubbens hjemmeside.
- Der er stadig masser af potentiale i Michael, og der er meget, han kan opnå. Det her er det bedste sted for ham at gøre det, så han skal fokusere på at arbejde så hårdt og professionelt som muligt, så han sikrer sig, at han bliver den spiller, som jeg tror, han kan blive.
Southamptons næste kamp er på lørdag, hvor man gæster Arsenal. Her kan Michael Obafemi vende tilbage til truppen, hvis han når at blive sin skade kvit.



Southampton
Premier League




























