Sparta Prags kærlighed til danske trænere fortsætter.
Godt nok er Brian Priske blevet solgt til Feyenoord, men afløseren fandt de i egne rækker. Lars Friis er ny cheftræner, og han har hentet Jens Berthel Askou ind som sin nye assistent.
Den 41-årige jyde er blevet hentet i IFK Göteborg, hvor han var cheftræner. Og da han hørte om muligheden var han straks interesseret.
Det fortæller han til Bold.
- Når så stor en klub viser interesse, så bliver man smigret. Så går der lidt med at finde ud af, hvad det er for en rolle, der er tiltænkt.
- Jeg havde et par gode snakke med Lars først og fremmest. Men det er klart, at man lytter, når så stor en klub, som Sparta Prag ringer.
- Jeg kunne mærke, at det her tændte mig. At komme til at arbejde sammen med rigtig mange dygtige mennesker, som har været med til at flytte en stor klub på rigtig mange parametre.
- Det, synes jeg, var enormt spændende at være en del af.
Askou blev som bekendt overbevist, og nu venter en hverdag, hvor hans rolle bliver med fokus på de bagerste gelleder.
- Jeg får det primære ansvar for det defensive.
- Vi har jo lidt flere folk her, end jeg havde i Göteborg, så vi kan få fordelt ansvarsområderne lidt mere ud.
- Det er primært min rolle, og så skal jeg selvfølgelig være sparringspartner med Lars, lyder det.
Men hvor kender de to trænere så hinanden fra?
- Vi har aldrig arbejdet sammen før, men vi er begge to vokset op i det midt- og vestjyske.
- Vi har haft vores opvækst i FC Midtjylland og Ikast FS før det.
- Så vores veje har krydset rigtig mange gange, og vi er en del af det samme fodboldnetværk.
Spændende udfordring i IFK Göteborg
Jens Berthel Askou er som tidligere nævnt blevet hentet i IFK Göteborg.
Her nåede han at være i et års tid, og ifølge Transfermarkt blev det til et pointsnit på 1,43. Askou har kun gode minder fra sin tid i det svenske.
- Det har været en spændende udfordring at forsøge og ændre en masse ting, som var nødvendige.
- Jeg synes, vi fik nået en del i forhold til kulturen, måden at træne på, forynge truppen og skabe en mere attraktiv spillestil.
- Resultaterne i sådan en proces er det sidste, der kommer, og det har været en enorm stor opbygningsproces.
- Det var en klub, som var enormt spændende og lærerig at være en del af. Det var også en meget kritisk periode for klubben. Vi fik hevet os op af et rigtig dybt hul.
- Så jeg har kun stærke og gode minder. Det har været fantastisk at få den oplevelse med, fortæller han.
Askou husker også tilbage på det store indtryk, som de svenske fans gav ham.
- Der er et enormt stort fantryk i svensk fodbold generelt. Ikke kun i IFK Göteborg, og det gør, at der er nogle fantastiske kulisser at spille i.
- På den måde er det en europæisk subtop-oplevelse, når man kommer på stadion.
- Det mærker man også i hverdagen, hvor fansene også kommer dagligt. Nogle gange er der 5-10 stykker. Andre gange er der 500, der ser træningen, siger han.
Men nu venter der altså en ny hverdag i det tjekkiske. Sparta Prag er forsvarede mestre i både ligaen og pokalturneringen, og derfor er forventningerne store i klubben.
De er samtidig en del af Champions League-kvalifikationen, hvor de træder ind i anden runde.
Inden da venter en opstartsperiode, hvor de blandt andet skal møde Brøndby IF.

Sparta Prag
1. Division

































