Tingene spiller ikke i AB.
Bold har i den seneste tid afdækket, hvordan der er stor splid internt i klubben, som er kulmineret ved, at truppen vil have træner David Roufpanah fyret.
Læs mere om det her.
I dag er Gladsaxe-klubben igen genstand for dårlige nyheder.
DBU's Disciplinærinstans har tildelt klubben en bøde for voldelig adfærd og pyroteknik.
Artiklen fortsætter efter billedet

Episoden skete i forbindelse med AB's hjemmekamp mod Nykøbing FC den 28. marts, hvor holdet tabte 2-3.
DBU skriver, at tilskuere med tilknytning til AB spyttede efter dommerteamet, samt udsatte dem for 'særdeles grove trusler'. Det er klubbens fjerde indberetning omhandlende sikkerhed og orden på stadion indenfor de seneste 12 måneder.
Kampens dommer har i sin indberetning skrevet, at "Philip, vi smadrer dine ben efter kampen” og ”Vi finder ud af, hvilken bil du kører og smadrer den”, var blandt de ting AB-tilhængere råbte.
Hele sagen er siden meldt til politiet.
Sagen ender med at koste AB 15.000 kroner, som er størrelsen på den bøde, DBU's Disciplinærinstans har tildelt klubben.
AB har to uger til at appellere.

AB
CampoBet 2. division


























