


Først med højre og så med venstre.
James Bogere kan med begge ben, og det fik den 18-årige AGF-spiller i dén grad bevist onsdag aften i Randers.
Uganderen bankede to gange bolden op i hjørnet i 2-1-sejren over Sabah FK, og det kunne ikke bare høres i Aarhus, men også 6.500 kilometer sydpå.
I Bogeres hjemby, Jinja, følger man nemlig altid med, når 'De Hviie' spiller.
Det fortæller prisvindende ugandiske sportsjournalist David Isabirye til Bold.
- Vi elsker at se James spille og se hans udvikling, siden han tog til AGF før nytår.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Der er stor begejstring i Uganda omkring ham, og folk tror virkelig på, at James kan få en stor fremtid.
- Hans forældre bor i Jinja, og der er hypen og stoltheden over James kæmpestor, siger Isabirye.
Det er ikke ugandisk fodbold, der oftest forbindes med store talenter, som tager til Europa, men der er håb i den afrikanske nation om, at Bogere kan bane vejen for flere:
- På landsholdet får han altid store roser med på vejen fra landstræner Paul Put, som er meget imponeret over, hvilket niveau den her 18-årige knægt leverer på.
- James åbner dørene for, at der kan komme mange flere unge spillere fra Uganda til Europa. Han beviser, at der er talent i vores land.
Den næste stjerne
David Isabirye fortæller, at Bogeres to scoringer mod Sabah allerede er blevet flittigt delt i Uganda.
Selv om det ikke ligefrem er nemt at se en AGF-kamp i Uganda, skal folk nok finde en måde at følge Bogere på:
- Jeg var blæst bagover, da jeg så hans to mål. De var begge fra distancen, men var helt perfekt placeret. Det demonstrerede hans egenskaber på bedste vis.
- Der er mange i Uganda, der forsøger at følge så godt med i AGF's kampe som muligt. Nogle forsøger at se kampene, men de fleste er aktive i WhatsApp-grupper, hvor der opdateres hele tiden.
- Så er det klart, at de sociale medier også er et godt sted at følge med. Folk vil virkelig gerne se James' præstationer, og når han scorer et mål, bliver det virkelig delt, fortæller David Isabirye.

Med evner kommer også store forventninger, og det får James Bogere at mærke lige nu.
- James er på vej til at blive den næste store stjerne her i landet. Han er vores mest spændende talent. Man håber, at han kan udfylde hullet efter Geofrey Massa, for der her ikke været en skarp angriber, siden Massa stoppede karrieren, siger David Isabirye afsluttende.
Du kan se James Bogeres to mål fra kampen mod Sabah FK i videoen her i artiklen.
Den ugandiske angriber står noteret for otte førsteholdskampe for AGF. På Ugandas landshold er det blevet til to optrædener.

AGF
CL-kval






































