Det er gået stærkt for Anders Ravn det seneste halve år.
Den 20-årige danske målmand har i denne sæson bidt sig fast som førstevalg i Hvidovre, ligesom han i sommer blev udtaget til U21-landsholdet for første gang.
Nu kan den 193 centimeter høje keeper stå foran et salg.
Ifølge Bolds oplysninger tiltrækker Anders Ravn sig interesse fra både engelske, tyske og hollandske klubber, der øjner muligheden for at tilknytte den unge målmand denne vinter.
Derudover er der også skandinavisk interesse for målmandstalentet, der blot har halvandet år tilbage af sin aftale med Hvidovre IF.
Derfor skal det til at være, hvis klubben fra Betinia Ligaen skal have en god sum for keeperen, medmindre den formår at lande en kontraktforlængelse.
Anders Ravn er i denne sæson noteret for 19 kampe for Hvidovre, der aktuelt ligger nummer fire i 1. division og dermed er en del af den tætte topstrid.

Hvidovre IF
Betinia Liga
























