


Med sin syvende scoring i Superliga-sæsonen var Franculino søndag med til at sikre tre vigtige point til FC Midtjylland i en svær udekamp mod Vejle Boldklub.
FCM-bomberen har været ustyrlig i de fem første Superliga-kampe. Og når man er det, tiltrækker man sig opmærksomhed fra andre klubber.
For eksempel kunne Bold i starten af august fortælle, at Serie A-klubben Bologna er meget seriøse omkring deres interesse, mens Everton, Villarreal og AS Roma også er blandt de interesserede klubber.
Men søndagens scoring af Franculino må også give en lille hovedpine hos sportschef Kristian Bach Bak og resten af FCM-ledelsen, der må forventes at få mange klubber i røret de sidste 14 dage af transfervinduet.
Men der er ingen hovedpine hos Thomas Thomasberg.
Artiklen fortsætter efter billedet

FC Midtjylland-cheftræneren vil beholde sin topscorer. Det fortalte han til blandt andre Bold efter søndagens kamp mod Vejle Boldklub.
- Vi skal ikke sælge nogle af vores bedste angribere. Det tror jeg, er den samme melding, som du får lige meget, hvem du spørger.
Franculino har formentlig ikke fået færre bejlere på grund af den her kamp. Er det sådan, at du skal op og slukke for nogle telefoner?
- Nej, det er det ikke. Alle ved godt, hvad det er, vi har med at gøre. Jeg ved heller ikke, om han kan få mange flere bejlere, end han allerede har.
- Jeg hører kun fra jer (medierne, red.), at han har rigtig mange bejlere. Jeg bruger ikke så meget krudt på det. Jeg bruger en del krudt på, at vi kan få ham til at fungere så godt så muligt.
Vil det være et stort tab, hvis pengene bliver så store, at I ikke kan sige nej til et salg?
- Penge eller ej. Der vil være rygter, og dem er der mange af. Jeg prøver ikke at bruge krudt på det, men skal jeg være helt ærligt, så er det lidt forstyrrende - nu går vi ind i slutspurten - og vi har om nogen spillere, der er aktuelle - eller som I (medierne, red.) får fortalt os er salgsbare.
- Jeg vil gerne bare sørge for, at vi får lukket vinduet, så vi ved, hvad vi har med at gøre - i stedet for at spekulere i, om det nu er den ene eller anden, der er på vej væk, fortalte cheftræneren.
Franculino har kontrakt med FC Midtjylland frem til udgangen af 2029.

Superliga-transfernes pokerspil
Ugens Suppe | Afsnit 4Der er ingen vej tilbage til Sønderjyske for Magnus Jensen, efter han har forsøgt at presse et skifte til FC Midtjylland igennem. Vi diskuterer Superliga-transfernes pokerspil.
Læs mere
FC Midtjylland
3F Superliga






































