FC Nordsjælland sagde i løbet af 2016 farvel til både Emre Mor og Bruninho, som blev solgt til henholdsvis Dortmund og kinesiske Guangzhou.
De store salg giver et flot overskud i klubben, som netop har præsenteret regnskabet for 2016.
Det byder på en omsætning i klubben på 157 millioner kroner mod 80 millioner i 2015 og et overskud efter skat på 23 millioner kroner.
- Vi er som klub afhængig af spillersalg, og derfor er det selvfølgelig glædeligt, at vi kan levere så store salg, som giver et stærkt fundament for fremtiden, siger bestyrelsesformand Tom Vernon til FCN's hjemmeside.
- Mange af pengene er allerede blevet reinvesteret i akademierne, forbedrede faciliteter og forøgede aktiviteter for mange af vores ungdomshold, der tager ud og spiller langt flere turneringer end tidligere, samt træningsophold for akademierne i Danmark og Ghana.
- Klubbens strategi er uændret. Vi har stadig et langsigtet mål om at gå i nul og dermed ikke være afhængig af spillersalg. Det vil stadig tage noget tid, før vi når dertil, men det er det, vi sigter efter.
FCN ventes at kunne notere sig store salg fra Superliga-truppen igen i den kommende sommer, hvor cheftræner Kasper Hjulmand søndag erkendte, at det bliver noget nær umuligt at holde på klubben største profiler.


FC Nordsjælland
3F Superliga






























