










Der var lagt op til et nyt nervepirrende derby i den spanske hovedstad onsdag aften.
Denne gang var det Atletico Madrid, der havde fordelen af at være på hjemmebane, men til gengæld var Diego Simeones mandskab bagud 1-2 efter det første opgør.
Derfor skulle de anstrenge sig mod deres onde ånd i Champions League, hvis de skulle sikre sig en plads i kvartfinalen.
Noget tydede dog på, at den rette plan var lagt.
I hvert fald kom værterne ud med et brag, og efter bare 27 sekunders spil eksploderede det på Estadio Metropolitano.
I vaskeægte Atletico Madrid-stil var der fuld fart over feltet, og det gav pote, da Conor Gallagher dukkede op inde i feltet omringet af flere passive Real Madrids spillere og prikkede bolden ind forbi Thibaut Courtois.
Før nogen havde set sig om, var der dermed balance i regnskabet.
Herefter bølgede opgøret frem og tilbage.
Artiklen fortsætter efter billedet

Carlo Ancelottis stjernespækkede mandskab, der blandt andre bestod af Kylian Mbappé, Jude Bellingham og Luka Modric fra start, var meget på bolden, men det var svært at se, hvad de ville med den.
Real Madrid havde yderst svært ved at skabe chancer, mens Atletico Madrid omvendt havde mindre tid på kuglen, men til gengæld var langt farligere.
Efter de første 45 minutter var det derfor også værterne, der kunne være mest tilfredse med at være foran 1-0.

Foto: Oscar Del Pozo Canas/AFP/Ritzau Scanpix
Vinicius svigtede
Resultatet betød dog, at alt fortsat var lige, og at de to mandskaber havde kurs mod forlænget spilletid, hvis ikke der kom yderligere scoringer.
Og tendenserne fra Real Madrids side skulle vise sig at fortsætte.
Selvom de forsvarende Champions League-mestre i glimt formåede at presse på, og de hvidklædte gæster havde spilovertaget, så var der ikke meget, der for alvor testede Jan Oblak i målet.
Men de helt store stjerner har det med at finde genialiteter frem ud af det blå, og det var præcis, hvad Kylian Mbappé gjorde i midten af anden halvleg.
Real Madrid formåede med et par hurtige afleveringer at få sat den lynhurtige franskmand i scene, og så tog han et par af sine velkendte træk, inden Clement Lenglet følte sig nødsaget til at nedlægge ham.
Kampens dommer pegede på pletten, og Vinicius Junior fik ansvaret for at sparke fra de 11 meter.
Men for første gang i sin Real Madrid-tid svigtede han noget så fælt, da han høvlede straffesparket langt forbi mål.
Dermed kunne tilskuerne på Metropolitano ånde lettet op.
I slutningen af den ordinære spilletid var det fortsat gæsterne, der pressede mest på, men uden at nå frem til de helt store chancer.
I stedet var det faktisk hjemmeholdet, der var lige ved at stjæle det hele til allersidst, men Angel Correas afslutning tæt ind på mål var for uskarpt.

Foto: Oscar Del Pozo Canas/AFP/Ritzau Scanpix
Straffesparksdrama
I den forlængede spilletid kom Atletico Madrid bedst fra start, men i de første 15 minutter var der mest af alt tale om en lidt låst affære.
Der var flere optræk til mulighederne, men ingen af mandskaberne formåede at sætte sig på spillet.
Mod slutningen af den forlængede spilletid virkede gæsterne til at have flest kræfter, men det var alligevel ikke nok til at gøre forskellen, og derfor skulle det hele afgøres i en straffesparkskonkurrence.
Her var Vinicius Junior ikke blandt dem, der kunne være blandt Real Madrids skytter, da han fem minutter før tid blev skiftet ud.
Til gengæld var Kylian Mbappé til rådighed, og han indledte konkurrencen med at score sikkert, inden Alexander Sørloth fulgte op med et knastørt spark.
Det samme var Jude Bellingham, men da det blev Julian Alvarez' tur, havde vi balladen.
Argentineren scorede egentlig fra de 11 meter, men VAR-rummet mente, at han i skudøjeblikket ramte bolden med sit støtteben, inden han sendte sit forsøg i mål. Dermed blev målet underkendt.
Efterfølgende scorede både Fede Valverde og Angel Correa fra pletten, men så var den gal igen.
Jan Oblak gik til den rigtige side på Lucas Vazquez' forkølede forsøg, men Marcos Llorente forspildte muligheden for at bringe balance i tingene, da hans forsøg ramte overliggeren.
Dermed var der matchbold til Real Madrid, og det udnyttede Antonio Rüdiger, selvom Jan Oblak fik hænderne på forsøget.
Dermed er de forsvarende mestre videre til kvartfinalen i Champions League, mens historien gentog sig for Atletico Madrid, der igen blev sendt ud i mørket af deres onde ånd.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Real Madrid
Atletico Madrid
Champions League




































