Forskellen på det danske og sanmarinesiske landshold er til at få øje på.
Helt konkret befinder Danmark sig på 18. pladsen på FIFA's verdensrangliste, mens San Marino skraber den absolutte bund som nummer 207 ud af lige så mange.
Nationen, der geografisk er placeret i det nordøstlige Italien, har med sine blot 33.000 indbyggere et begrænset setup omkring landsholdet.
Selv landstræneren Fabrizio Costantini har et andet job ved siden af trænergerningen for de notoriske underdogs.
Det fortæller han på pressemødet forud for tirsdagens EM-kvalifikationskamp mod Danmark.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg arbejder i et møbelfirma, hvor jeg fører kontrol med kvaliteten på varerne.
- Personligt har jeg droslet lidt ned på arbejdet henover årene, fordi jobbet som landstræner er meget tidskrævende.
- Men jeg forsøger at finde tid til begge ting, siger Costantini.
Skal søge om fri
Spillerne på San Marinos landshold har ligesom landstræneren et job at tage sig af i dagligdagen.
Derfor foregår det helt lavpraktisk sådan, at spillerne søger om fri fra arbejdet, når der er landskampspause.
Ifølge Costantini er man på landsholdet enormt gode til at rette fokus på fodbold, så snart der er behov for det.
- I disse dage er fodbold det eneste, vi tænker på. Sådan er det nok også i den første uge, når vi vender tilbage til vores normale job.
- Spillerne vægter fodbold og det normale arbejde lige højt, og de er virkelig gode til at prioritere begge dele.
- Når vi er i en landsholdsperiode som nu, anser vi 100 procent fodbold som et job, siger landstræneren.
Afslutningvis understreger Costantini, at San Marino kunne levere bedre resultater, hvis man havde et bedre og mere professionelt setup.
- Jeg er overbevist om, at vi kunne forbedre placeringen på verdensranglisten, hvis vi kunne træne som professionelle hold, siger landstræneren.
Tirsdag aften brager San Marino og Danmark sammen klokken 20:45.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

EM
San Marino
Danmark







































