2. Division -Svendborg-chef: Pointene skal nok komme
Foto: FC Svendborg
2016-09-20 22:33:01
Foto: FC Svendborg

Svendborg-chef: Pointene skal nok komme

FC Svendborgs sportschef Anders Hjort er overbevist om, at den ambitiøse klub får gang i pointhøsten i anden halvdel af grundspillet.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Svendborg har ikke fået nogen imponerende start på den nye sæson i 2. division, hvor det indtil videre kun er blevet til to point. Men det tager man med forholdsvis ro i Svendborg-ledelsen

- Vi har hele tiden meldt ud, at det ikke er en katastrofe, hvis vi ikke ryger i oprykningsspillet. Vi har fået et helt nyt trænerteam ind, og vi har godt vidst, at det ville være en stor mundfuld at få bygget en ny kultur op, og det har betydet, at der er blevet brugt rigtig mange ressourcer uden for banen, siger sportschef Anders Hjort til bold.dk.

Den nye træner hedder Michael Schjønberg, og han skal være med til at professionalisere forholdene i Svendborg.

- Vi prøver at forøge træningsfrekvensen og gøre det lidt mere elitært. Det skal selvfølgelig ikke være en undskyldning, men når der er mere ro uden for banen, så er det også nemmere at præstere inde på banen, siger sportschefen.

Havde håbet på mere
Han lægger dog ikke skjul på, at det selvfølgelig er frustrerende blot at stå med to point, efter at første halvdel af grundspillet er overstået.

- Vi havde selvfølgelig ikke håbet kun at stå med to point halvvejs i efteråret. Vi vil rigtig gerne have nogle flere point med over i nedrykningsspillet, hvor vi formentlig ender. Lige nu har vi kun et enkelt point med over, og vi vil gerne have minimum fem point med, siger han.

Det betyder altså, at Svendborg skal skrabe fire point sammen mod de hold, som man forventer også ryger i nedrykningsspillet, og der forventer man, at lørdagens modstander fra FC Sydvest også ender.

- Det starter mod Sydvest, og hvis vi allerede der kan få de første tre point til kontoen, så kan vi gå ind i oktober med et lidt mere positivt mindset, hvor vi prøver at starte lidt på en frisk, siger Anders Hjort.

Mange skader mindsker konkurrencen
Man kan dog ikke pille ved, at starten på sæsonen ikke har været optimal. Og Anders Hjort forklarer det således.

- Vi har haft mange skader hos nogle spillere, som igennem de seneste sæsoner har været meget betydningsfulde for vores hold. Det betyder ikke, at dem, der spiller nu, ikke gør det godt nok. De har løftet et stort og tungt læs. Men det betyder bare meget at have 16-18 spillere, der kan kæmpe om pladserne - og det har vi ikke lige nu.

- Det er selvfølgelig træls med den slags undskyldninger. Men det er bare en god blanding af mange skader, og at opbygningen af en ny kultur fylder meget, og det kan godt skabe lidt støj på linjen, siger Anders Hjort, som dog er fortrøstningsfuld.

- Vi vil gerne mere på den lange bane, men lige nu affinder vi os med, at vi er ved at bygge et nyt og mere elitært fundament op. Det koster lidt slag her i starten, men jeg tror på, at vi får mere end to point i de sidste syv kampe i grundspillet. Der er positive takter både i træning og i kamp. Det vil være helt ufatteligt, hvis vi ikke får mere end to point, siger han.

De første point kan fynboerne som sagt snuppe, når FC Sydvest kigger forbi Svendborg på lørdag.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce