Erste Liga -Svensson om dansk talent: Han kan nå langt
Foto: FC Liefering
2020-03-19 07:30:02
Foto: FC Liefering

Svensson om dansk talent: Han kan nå langt

Bo Svensson træner til daglig 16-årige Maurits Kjærgaard i østrigske FC Liefering, og han ser et stort talent i ham. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Det 16-årige stortalent Maurits Kjærgaard skiftede tilværelsen i Lyngby ud med den østrigske storklub Red Bull Salzburg i sommeren 2019. 

Ifølge den danske klub er transferen en af de mest indbringende i klubbens historie. Kjærgaard blev købt for 2,70 millioner euro (cirka 20 millioner kroner, red.) ifølge transfermarkt.

Med det samme blev danskeren udlejet til FC Liefering fra Red Bull Salzburg. Der er dog ikke tale om en helt ny klub. 

FC Liefering er et uddannelseshold for Red Bull Salzburg. Her får unge spillere mulighed for at spille seniorfodbold i den næstbedste østrigske række, Erste Liga, og gøre sig klar til førsteholdet i Salzburg. 

FC Liefering har den tidligere landsholdsspiller og FCK-forsvarer Bo Svensson som træner, og han har mange rosende gloser tilovers for unge Kjærgaard.

- Maurits er en meget ung spiller. Han er kun 16 år. Han er dog langt fremme på visse fronter angående spilforståelse og har en rigtig god teknik. Derudover har han et godt drev. Han agerer som en slags 8’er eller en 10’er, og det har han også gjort på U17-landsholdet. 

- Han er ret høj af statur af en midtbanespiller at være. Han har en fremragende teknik, men han har også nogle ting, som han skal arbejde med, og det er jo ikke overraskende i den alder, siger Bo Svensson til bold.dk.

Ifølge Svensson kan den danske midtbanespiller få en god international karriere.

- Der er ingen tvivl om, at vi ser et kæmpestort potentiale i ham, og det er vi kun blevet bekræftet i. Det som han kan i den alder og tilgangen til fodbolden, så har han gode muligheder for at nå langt. Det skal man nok ikke være den største ekspert for at kunne se.

Yngste på holdet

FC Liefering består kun af unge spillere, hvor den ældste spiller på holdet er 19 år. Maurits Kjærgaard er meget ung i forhold til mange af holdkammeraterne, og konkurrencen i klubben er benhård. 

Danskeren er derfor blot noteret for fire kampe i den næstbedste østrigske række indtil videre. Der er dog flere kampe i vente, fortæller Svensson.

- Maurits er den yngste på hele holdet. Han er sammen med to andre spillere de eneste fra 2003-årgangen på holdet. De spiller konstant mod spillere, der er to-tre år ældre end dem selv på holdet og mod voksne i ligaen. Så det har været et stort skridt for Maurits at komme til os. 

- Det har gjort, at han har haft lidt svært ved at spille sig på holdet. Hvis man dog ser på den udvikling, som han har gjort de seneste otte måneder, så har han allerede gjort meget store fremskridt. Der kommer ikke til at vare længe, før at han får mere spilletid, siger den danske træner og fortsætter: 

- Nu så jeg Danmarks seneste U17-landskamp mod Frankrig, hvor Maurits var anfører, og der gjorde han det rigtig godt. Han har gennemgået en udvikling, fra da han kom til klubben til nu. 

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at han ikke har fået mere spilletid, men som træner har jeg fuldt tiltro til, at hvis han fortsætter denne udvikling, så kommer det til at gå efter planen.

Talentudvikling

Svensson nævner, at holdet er god til at gøre de unge spillere klar til livet som professionelle fodboldspillere. 

- I forhold til det nuværende Leipzig-hold, der gør det godt i Champions League, er nok 60 procent fra Liefering, så mange kommer fra egen avl. 

- Man køber så spillere og træner og uddanner dem, så de kan gøre sig på førsteholdet i stedet for at hente spilleren tre år senere, hvor vedkommende måske vil koste det tredobbelte. 

Lige nu træner klubben ikke grundet coronavirus, der præger verden i øjeblikket. Alle spillerne er blevet sendt hjem til deres familier.

I skrivende stund er den næste kamp for FC Liefering torsdag 26. marts. Holdet er placeret som nummer fem i Erste Liga.

Bo Svensson blev ansat som træner i FC Liefering i juli 2019. Han har tidligere været assistent i Mainz 05, samt U17- og U19-træner i klubben.

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce