Tidligere torsdag indikerede den tidligere Manchester United-spiller Dimitar Berbatov, at han gerne ville tilbage til Premier League. Måske kan Swansea City være en mulighed for den bulgarske angriber.
Klubbens manager Bob Bradley fortæller nemlig, at han holder øje med den 35-årige angriber.
- Jeg så ham faktisk i maj i hyldestkampen for Hristo Stoichkov i Sofia. Jeg har mødt ham et par gange, og jeg ved, at han meget gerne vil tilbage til Premier League, siger Bob Bradley ifølge BBC.
- Det ved alle her i klubben, så når der er diskussioner, bliver hans navn nævnt, men hvad det leder til, må vi se. Han er på vores radar, men der er mange ting på vores radar, siger manageren.
Berbatov, der tidligere har spillet i Premier League for Tottenham, Manchester United og Fulham, har været klubløs siden bruddet med PAOK efter sidste sæson.


Swansea
Premier League































