2. Division -Sydvest-midt: Middelfart er rækkens stærkeste
Foto: FC Sydvest
2016-10-28 09:17:02
Foto: FC Sydvest

Sydvest-midt: Middelfart er rækkens stærkeste

FC Sydvests offensive midtbanemand, Jeppe Hansen, mener, at lørdagens modstander fra Middelfart er rækkens bedste hold.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Der er ufattelig hård kamp om positionerne i 2. divisions gruppe 2. FC Sydvest ligger lige under stregen, som giver adgang til oprykningsspillet, og lørdag eftermiddag skal de møde Middelfart i kampen om at nå op over stregen.

Og det bliver en hård opgave, hvis man spørger FC Sydvests offensive midtbanemand Jeppe Hansen.

- Vi møder på lørdag det, som, jeg mener, er rækkens stærkeste modstander. Middelfart har rigtigt mange teknisk stærke spillere og mange spillere med et godt blik for spillet, hvilket gør dem kanondygtige i offensiven, siger Jeppe Hansen til FC Sydvests hjemmeside.

- Der, hvor vi kan ramme dem, er mere eller mindre de samme steder, vi har haft succes med i de sidste par kampe, nemlig på omstillinger. Deres defensiv lider en smule under deres offensive tilgang til spillet, så det handler om, at vi skal have sat deres fire bagerste under pres, siger han.

- Det bliver ikke nemt, og det kommer til at kræve stenhårdt arbejde hele vejen rundt, men jeg forventer en tæt kamp med en masse fremadrettet offensiv fodbold, som forhåbentligt bliver krydret med en masse mål og en sejr, siger Jeppe Hansen.

20-årige Jeppe Hansen kom til FC Sydvest fra Vejle Boldklub forud for denne sæson og har scoret tre kasser i løbet af sæsonen.

FC Sydvest ligger i skrivende stund på femtepladsen, men kan, hvis resultaterne flasker sig, kravle op på fjerdepladsen med en sejr lørdag. Det kræver bare, at Næsby slår Marienlyst.

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce