Sydvest og Vejgaard duellerede lørdag om vigtige point i 2. divisions nedrykningsspil, og efter at have domineret kampen endte værterne med at snuppe en 1-0-sejr, da Anders Thomsen kort før tid omsatte et straffespark.
Straffesparket blev begået mod Kasper Sørensen, og han forsøgte faktisk at snakke dommeren fra sin kendelse.
- Jeg gled i situationen og rejste mig efterfølgende ret hurtigt op. Jeg så dommeren kom hen mod os med et gult kort, og jeg tænkte faktisk, at han fejlagtigt ville give mig det for film.
- Da jeg fandt ud, at han havde peget på pletten, sagde jeg til ham, at jeg ikke blev rørt, og at der ikke var straffespark, men han reagerede ikke. Han blev også nærmest overfaldt af Vejgaard-spillerne, siger Sørensen til bold.dk.
Sørensen lægger ikke skjul på, at han har det tvedelt med den ellers vigtige sejr.
- Jeg vil helst havde vundet på en anden måde. Det siger sig selv. Det er ærgerligt og ikke en rigtig sjov måde at vinde en kamp på. Jeg forstår egentligt godt, hvis Vejgaard-spillerne er sure og skuffede. Det er også ekstra ærgerligt, fordi vi havde haft mulighederne til at køre dem over.
Vil du hellere have spillet 0-0 og være ærgerlig over jeres brændte chancer end vinde på denne måde?
- Den er svær. Det er faktisk et ubehageligt spørgsmål. Fair nok, du spørger, men jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, siger Sørensen.
Sydvest har fem point ned til stregen efter sejren over Vejgaard, der omvendt har ni point til redning med otte runder igen.
mikael@bold.dk



FC Sydvest
CampoBet 2. division





























