2021-08-04 20:44:14

Tårnby FF vandt efter Patrick Da Silva-missil

Tårnby FF-spiller Patrick Da Silva leverede et drømmemål, da Tårnby FF vandt det dramatiske pokalbrag efter en straffesparkskonkurrence med samlet 9-8 over AB Tårnby. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Pokalen - 1. runde

FT

ABT

8 - 9

TÅR

18'
01
Patrick da Silva
Mål
28'
11
Benjamin Warlo
Mål
32'
12
Lasse Linnemann
Mål
70'
22
Benjamin Warlo
Mål

Tårnby Stadion (LigaBold.dk): Onsdag aften var der lokalopgør på programmet i første runde af hovedturneringen af Sydbank Pokalen 2021/2022, da AB Tårnby og Tårnby FF krydsede klinger på Tårnby Stadion. Her var der både en pokalsejr og håneretten på spil, og der var mødt talstærkt med fans op fra begge lejre i solskinsvejret i Tårnby.

Begge mandskaber er placeret i Danmarksserien og endda i samme pulje, og de to hold brager ind i hinanden igen på lørdag i Danmarksserien.

Til opgøret havde hjemmeholdet AB Tårnby den tidligere Superliga-spiller Nikola Saric, der også har været i Liverpool, i startopstillingen, og det samme var lillebror Boris Saric. Brødreparret er lige skiftet fra Tårnby FF til AB Tårnby.

Derudover var rutineret Jonas Troest, der også har været Superliga-spiller, blandt de udvalgte hos AB Tårnby.

Tårnby FF stillede med den tidligere Brøndby-, FC Nordsjælland- og Lyngby-spiller Patrick Da Silva fra start, mens Andreas Moos, der lige er kommet til klubben fra Hvidovre IF, ligeledes var blandt Tårnby-træner Timos Adraktas' foretrukne.

Første chance tilfaldt AB Tårnby allerede efter ét minuts spil, da Jacques Bang Sørensen kom først på et fladt indlæg, men forsøget røg i sidenettet. Der var god tænding på fra start af, hvor begge mandskaber var opsatte på at give den gas i nærkampene.

AB Tårnby sad mest på spillet i starten, og efter seks minutters spil modtog Boris Saric bolden i feltet efter et hjørnespark, og det var tæt på at blive 1-0 til hjemmeholdet, men Tårnby-forsvaret fik blokeret skuddet.

Artiklen fortsætter efter billedet

Sydbank Pokalen -Tårnby FF vandt efter Patrick Da Silva-missil
Foto: Anders Jensen

Herefter kom Tårnby FF en smule længere frem på banen, men udeholdet fik ikke skabt det helt store de første 15 minutter.

Det gjorde udeholdet tre minutter senere. Efter 18 minutter leverede Tårnby FF et fantastisk mål, der satte kampen i gang, og det var Patrick Da Silva, der stod for flere lækkerier.

Han lavede først en tunnel på en AB Tårnby-forsvarer, og derefter tog han chancen uden for feltet. Det var noget af et drøn med venstreskøjten. Forsøget strøg nemlig helt op i krydset til 1-0 for Tårnby FF. Et regulært drømmemål af den 26-årige tidligere Brøndby-, FC Nordsjælland- og Lyngby-spiller.

Det var med til at sætte fut i Tårnby FF, men efter 25 minutters spil forsøgte Benjamin Lukas Glahn Warlo sig at sende bolden ind foran Tårnby FF-målet, men indlægget blev sparket væk.

Få minutter efter kom Sebastian Segall frem til en fin mulighed, som gav Rasmus Siggaard i Tårnby-målet en smule problemer. Han fik dog styr på situationen.

AB Tårnby skulle dog få udlignet efter 28 minutters spil, og det var Warlo, der var i målscorerens rolle. Casper Jensen fik hovedet på et frispark, og afslutningen fik han dirigeret på stolpen. Herefter var Warlo vaks og satte hovedet på læderet og udlignede til 1-1.

Der skulle dog ikke gå mere end tre minutter før, at Tårnby FF igen var i spidsen med 2-1, og det var efter en stor fejl af AB Tårnbys Nisahr Yawar. Han forsøgte at spille bolden tilbage til AB Tårnby-målmanden Nicklas Herløv Nielsen, men afleveringen blev for kort, og så kunne Lasse Linnemann Johansson prikke bolden i nettet til 2-1.

Fem minutter efter var udeholdet tæt på at komme på 3-1, og igen var det Lasse Linnemann Johansson, der var på spil, men skuddet blev sendt snært forbi AB Tårnby-målet.

Lige inden pausen var AB Tårnby millimeter fra at bringe balance i regnskabet ved Bilal Massad, men Rasmus Siggaard hev en stor redning op.

Der blev ikke scoret flere mål i første halvleg, og derfor stod der efter første halvleg 2-1 til Tårnby FF.

AB Tårnby jagtede udligning

I anden halvleg startede Tårnby FF bedst ud, og syv minutter inde i anden halvleg trykkede Philip Kjærulff Tietze af fra distancen efter forarbejde af Andreas Moos. Tårnby FF-spilleren måtte dog se sit forsøg ramme stolpen, og dermed stod der stadig 2-1 til Tårnby FF.

AB Tårnby skulle længere frem på banen for at jagte 2-2-scoringen, men hjemmeholdet havde svært ved at skabe chancer i de første ti minutter af anden halvleg.

Efter godt 60 minutters spil tog David Lyngsø Bengtsen en god dribletur og var tæt på at komme fri i AB Tårnby-feltet, men forsvaret fik sparket læderet væk.

Warlo kom frem til et rigtig stort tilbud fem minutter efter, da Yawar sendte et fladt indlæg ind. Her skulle Warlo blot have sat foden på, men han mistimede forsøget, og Siggaard i Tårnby-målet kunne nemt samle bolden op.

Det skulle dog lykkedes for AB Tårnby at bringe balance, og det var efter et flot angreb. Masaad servede et godt indlæg ind til Luca Da Biase. Han tog et træk i feltet og inde på stregen var Warlo vaks, og han kunne sætte foden på til 2-2 efter 71 minutter.

Herefter satte AB Tårnby sig mere på tingene, og med et kvarter igen fik Boris Saric en stor mulighed efter et hjørnespark. Saric opsnappede en løs bold i Tårnby FF-feltet, men han sendte skuddet over mål.

Ibrahim Celikcan kunne have gjort det til 3-2 for Tårnby FF med to forsøg inden for et minut. Først fik Tårnby FF-spilleren en friløber, men han gled i bolden, da han blev presset af en AB Tårnby-spiller. Efterfølgende sendte han et skud over kassen.

Med syv minutter igen tæmmede Nikola Bursac bolden flot ned efter et indlæg, men han kanonerede bolden i sidenettet.

Det trak mere og mere op til forlænget spilletid, og det blev det også, da den ordinære spilletid endte 2-2.

Straffeparkskonkurrence afgjorde braget

I den forlængede spilletid sad Tårnby FF på det til at starte med, hvor udeholdet kom frem til flere fine chancer i de første minutter.

Seks minutter inde i den forlængede spilletid blev Patrick Da Silva sendt i dybden, og han viste stor hurtighed. Det blev dog ikke til det hele store for den tidligere Superliga-spiller.

De første 15 minutter af den forlængede spilletid var uden de helt store chancer og endte også uden scoringer.

Patrick Da Silva viste igen stor farlighed med nogle hurtige antrit på kanten efter 106 minutter. Han sendte indlæg tæt under mål, men ingen Tårnby-spillere fik hovedet på.

Oliver Skjold Larsen fik en god mulighed efter et hjørnespark, men AB Tårnby-spilleren pandede læderet over buret. AB Tårnby kom frem til en nærgående chance mere, og Tårnby FF tilkæmpede sig et par hjørnespark efter 115 minutter, men det rakte ikke til en scoring. 

Pokalbraget skulle derfor afgøres efter en straffesparkskonkurrence, selvom AB Tårnby var meget tæt på at sende den afgørende scoring i nettet i de døende sekunder.

I den afgørende straffesparkskonkurrence var der drama til det sidste. Her var det først Patrick Da Silva, der blev synderen, da han brændte sit spark, men AB Tårnby-spilleren Jacques Bang Sørensen brændte også sit spark. Til allersidst var det dog Tårnby FF, der trak det længste strå og vandt pokalbraget med 9-8. Sammy Slot brændte for AB Tårnby.

Dermed er Tårnby FF klar til anden runde af Sydbank Pokalen.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Pokalen - 1. runde

FT

ABT

8 - 9

TÅR

18'
01
Patrick da Silva
Mål
28'
11
Benjamin Warlo
Mål
32'
12
Lasse Linnemann
Mål
70'
22
Benjamin Warlo
Mål
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce