- Apparently it takes two to tango.
Sådan lød ordene på Rasmus Højlunds Instagram-konto, der følges af over 2,5 mio. mennesker, efter Napolis seneste sejr, hvor den danske angriber blev matchvinder for anden gang i træk.
Landsholdsbomberen har i lang tid gjort en dyd ud af at skrive fængende og skarpe billedtekster på det sociale medie, og det afveg han heller ikke fra oven på præstationen mod Genoa i weekenden.
- Der skal åbenbart to til tango.
En kort tekst, der på den ene side lød ufarligt og spillede godt sammen med billedet af en dansende Højlund.
Et billede, der i øvrigt er blevet liket 235.000 gange.
Artiklen fortsætter efter billedet

Men på den anden side spekulerede mange i - herunder Manchester Evening News og andre medier - om budskabet var rettet direkte mod Manchester United, hvor han til sidst havde det svært, og hvor flere engelske eksperter løbende udstillede, at angriberen sjældent blev serviceret af sine holdkammerater.
I rødt og hvidt spillede Højlund en stor kamp i 6-0-opvisningen mod Belarus. Danskeren scorede til 2-0, 3-0 og lagde op til Patrick Dorgus 4-0-scoring i første halvleg, og efter sejren spurgte Bold ind til det omtalte opslag på Instagram.
Kan du uddybe, hvad du mente med det?
- Det ved jeg ikke. Det var, fordi jeg på billedet ligner en, der skal danse lidt. Det var det, lød det kortfattet fra hovedpersonen, inden han forlod interviewområdet i Ungarn og gik ud mod spillerbussen.
Hvordan man tolker svaret, er op til den enkelte, men Rasmus Højlund har tidligere ikke været bleg for at give sin mening til kende på Instagram på kreativ vis.
Efter en kamp mod Manchester City for et lille år siden gik et af hans opslag viralt, hvor han stod pande mod pande med Kyle Walker, som han ikke var bedste venner med i det opgør.
- Manchester is red. Violets are blue. What a brilliant performance. But the Oscar goes to…, skrev Højlund dengang.
'Oscar' henviste til den eftertragtede statuette, der hvert år udgives til nogle af verdens bedste skuespillere.
Ny begyndelse
Målene mod Belarus markerede Højlunds femte scoring i de seneste tre kampe.
Siden skiftet fra Manchester United denne sommer har han virkelig fået tur i den i det italienske, hvor han har fundet melodien og blandt andet indgår i en god relation med den belgiske verdensstjerne Kevin De Bruyne.
På onsdagens pressemøde forklarede han, at han har brugt sommeren på at løbe og holde kroppen ved lige, og så er han glad for at være kommet ind på et mandskab, der spiller med selvtillid.
- Jeg er kommet ind på et godt fodboldhold, og jeg har spillet en masse. Det er gået godt. Jeg har følt mig fit, og jeg har følt mig skarp og sørget for, at jeg var klar til sæsonen.
Højlunds lejeaftale med Napoli udløber næste sommer, men italienerne har sikret sig en købsoption, der gør, at napolitanerne har krav på at gøre aftalen permanent, hvis klubben kvalificerer sig til Champions League næste sæson.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

VM Morgenbriefing: Frankrig klar til endnu en semifinale
Hattrick | Afsnit 143Frankrig lod aldrig Marokko tro på revanche og bookede en plads i VM-semifinalen.
Læs mere

Danmark
VM kval. UEFA





































