Der var søndag dømt topkamp i den bedste portugisiske række, og her løb Casper Tengstedt med helterollen.
Den danske Benfica-angriber kom nemlig på tavlen efter tre minutter mod Braga, og det endte med at være opgørets eneste mål.
Efterfølgende satte 23-årige Tengstedt ord på bedriften.
- Det var en rigtig god aften. Det var svært at spille her. Vi tog de tre point, og vi er meget glade. Det er altid godt at score tidligt i kampen, og det gav os selvtillid til at tro på os selv.
- Vi kæmpede til det sidste. Nøglen var at kæmpe hårdt sammen. De var farlige, når de har deres chancer, men vi skabte også chancer, og sejren var fortjent, siger Tengstedt til Sport TV ifølge Record.
Artiklen fortsætter efter billedet

Danskerens seneste mål faldt også i en topkamp, da Tengstedt tidligere har nettet mod Sporting CP.
Derfor blev han spurgt ind til sin evne til at score i de store kampe.
- Jeg håber også at score i kampe mod mindre hold. Jeg vil gerne score i hver kamp.
- Jeg hjalp holdet, og jeg er glad for det og de tre point. Denne sejr var meget vigtig, og det føles virkelig godt, siger Tengstedt ifølge Record.
Sejren betyder, at Benfica aktuelt er på førstepladsen i den bedste portugisiske række.

Benfica
Braga
Portugal Primeira Liga
























