2. divisionsklubben Thisted FC har været på jagt efter en ny direktør, da Peter Friis valgte at stoppe som direktør i maj.
Nu har klubben fået styr på direktør-situationen.
Klubben skriver nemlig på sin hjemmeside, at 36-årige Søren Willette Pedersen er blevet ansat som ny direktør.
Pedersen har senest været direktør i håndboldklubben Lemvig-Thyborøn Håndbold, og han har tidligere været professionel håndboldspiller.
- Jeg brænder for udvikling, og specielt når det kommer til vores lokalområde. Vi er, og skal være, stolte af de bedrifter, vi opnår sammen i vores lokalområde. Og de bedrifter ser jeg frem til at være en del af gennem mit arbejde hos Thisted FC Elite.
- Thisted FC er en kulturinstitution i vores lokalområde. Det er et brand, vi skal være stolte af, men det er også en virksomhed, som har et stort og endnu uudnyttet potentiale. Det potentiale er jeg sikker på, at jeg er den rigtige til at fremme.
- Jeg brænder for sportens verden og den kultur, der er at finde her. Så det at få muligheden for at arbejde koncentreret i en klub, der rummer elitefodbold, både på herre- og kvindesiden, samtidig med et stort fokus på ungdomsfodbolden og de værdier, der er at finde indenfor foreningslivet.
- Det er noget, jeg ser utrolig meget frem til at blive en del af, siger Søren Willette Pedersen til klubbens hjemmeside.
Han tiltræder officielt 1. august.

Thisted FC
CampoBet 2. division


































