Thisted FC vinkede tidligt i transfervinduet farvel til klubbens notoriske målscorer gennem flere sæsoner, Mikkel Agger.
Nordvestjyderne formåede dog at holde fast i den anden skarpretter, Sonny Jakobsen, som i efteråret scorede ni kasser.
Men da Thisted sidste fredag indledte forårssæsonen, var Sonny Jakobsen ikke blandt de startende elleve. Det var der dog en velovervejet årsag til.
- Sonny var bænket, fordi det var en premierekamp mod VB på græs. Sonny er rigtig god på en bedre bane, og han blev valgt fra udelukkende på grund af banens beskaffenhed.
- Vi brugte i stedet en anden type angriber, som er lidt mere hårdtarbejdende og kunne tage en masse dueller, siger Thisted-cheftræner Joakim Mattsson til bold.dk.
I stedet startede klubbens nye finne Sakari Tukiainen på toppen sammen med FCM-lejesvenden Jakup Thomsen, som også var i klubben i efteråret.
Undervejs i opgøret blev Sonny Jakobsen så sat ind - og det gjorde også estiske Hannes Anier, som er hentet til klubben i løbet af vinterpausen.
Alle fire angribere kom dermed i spil, og Joakim Mattsson er begejstret for situationen i angrebet.
- Jeg er så glad for, at jeg har fire angribere, der slås om to pladser. Det betyder, at jeg kan skrue lidt på knapperne alt efter eksempelvis modstander og underlag.
- Det betyder, at alle holder sig skarpe, og det betyder, at jeg hele tiden har mindst to rigtig gode angribere, og så er det op til mig at vælge de rigtige, siger Joakim Mattsson.
Thisted-træneren mener samtidig, at de fire spillere supplerer hinanden rigtig godt som typer.
- Jakup har haft en rigtig god opstart. Han er lige blevet udtaget til Færøernes U21-landshold. Han er en pågående type, som kommer til chancer på grund af sin fysik og fart, siger Mattsson.
- Sonny er en god spiller med god fart og teknik. Han afslutter godt med begge ben og er nok den, der afslutter bedst af de fire. Til gengæld er han måske ikke helt så hårdtarbejdende som de andre.
- Sakari har en størrelse, som gør, at han kan bruges i boksen, fordi han er god på hovedet. Han kan med fordel bruges, når man skal lægge tryk på modstanderens felt. Han er også god i presspillet, hvor han er skarp til at forstyrre og erobre bolde.
- Hannes er den, der minder mest om Mikkel Agger. Han er meget bevægelig og kommer ofte til chancer. Han er god til at løbe dybt og afslutter godt. Så han minder om Agger som type, men er ikke på samme niveau.
- Så med de fire er jeg godt besat - også i forhold til, at jeg har mulighed for at ændre undervejs i kampene, og det er jeg rigtig glad for, siger Joakim Mattsson.
Hvem der skal spille søndag mod HB Køge er endnu ikke til at sige, men da opgøret spilles på kunstgræs, er det ikke utænkeligt at Sonny Jakobsen er tilbage i startopstillingen.
nicolai@bold.dk


Thisted FC
Betinia Liga






























