
Det var ikke helt fortjent, at HB Køge søndag snuppede de tre point i kampen mod Thisted i 1. division.
Det mener i hvert fald Thisted-angriberen Jakúp Thomsen efter 1-0-nederlaget.
- Jeg synes, det er en smule ufortjent, at de tog alle tre point. Vi skabte flest chancer og skal bare putte den ind, synes jeg. Så scorede de på en halv chance, vil jeg næsten kalde det, siger han til klubbens hjemmeside.
- Det er ufortjent, at de tager alle tre point, synes jeg.
Også forsvarsspilleren Laus Nielsen er tilfreds med de takter, Thisted viste.
- Jeg synes faktisk, at vi leverede en rigtig fin præstation, især i første halvleg, hvor vi vandt rigtig mange dueller og fik presset spillet op på deres banehalvdel. Anden halvleg blev en lidt mere rodet affære, men jeg synes egentlig stadig, at vi pressede godt på.
- Så er jeg bare ærgerlig over, at vi tabte 1-0.
Thisted har endnu ikke vundet i foråret, men det bekymrer ikke Laus Nielsen.
-Vi er overhovedet ikke pressede. Vi tager en kamp ad gangen og ved, at vi kan vinde alle kampe, hvis vi rammer dagen, siger han.
Thisted ligger på sjettepladsen i 1. division med fire point op til oprykningspladserne.



Thisted FC
Betinia Liga
































