

FC Midtjylland havde kun tabt én kamp i sæsonen forud for nederlaget til Brøndby 6. oktober.
Siden den dato er det blevet til fire nederlag i de seneste seks kampe.
Tre af dem er faldet på stribe, og man er ikke længere med i pokalen, men topper fortsat Superligaen.
Torsdag aften lykkedes det ikke midtjyderne at slå tilbage oven på 1-5-lussingen i søndags mod Brøndby, da FCSB var modstanderen i Bukarest. Personlige fejl blev dyre, og derfor rejste midtjyderne hjem med 0 point.
Selvom de forsvarende danske mestre har tabt mange kampe på kort tid, affejer Thomas Thomasberg dog, at der er tale om en krise.
Artiklen fortsætter efter billedet

Er I i krise?
- I finder ud af, hvordan I skriver tingene. Når du taber fem kampe ud af syv, så er det naturligt, at du er inde i en dårlig periode, og du kæmper med tingene. Det her var det første nederlag i Europa. Vi har syv point efter fire kampe. Det er et fint udgangspunkt, men vi ville gerne have haft flere.
- Derudover kommer nederlag aldrig belejligt. Heller ikke når de kommer i stimer. Det påvirker den selvtillid, man har bygget op over en rigtig lang periode. Det er den, vi har arbejdet stenhårdt på at bygge op igen. Det gør man ikke på en halvleg eller en kamp, men resultater betyder meget i forhold til det.
- Hvis jeg så første halvleg uden at kende resultatet, så ville jeg sige, at vi skulle få selvtillid fra den måde, vi greb det an på, men resultattavlen talte sit tydelige sprog, og vi har i en del kampe haft problemer, hvad det angår, sagde Thomasberg til den fremmødte presse.
Cheftræneren forsøgte sig med et formationsskifte op til kampen. Han gik væk fra 4-4-2 og over til 4-3-3, hvilket blandt andet betød, at Jan Kuchta og Kristoffer Askildsen indledte opgøret på bænken.
Hvordan ser du tilbage på den beslutning nu?
- Det er altid svært at sige, at det fik den effekt, det skulle have, når vi endte med at tabe kampen, men nogle af de spillemæssige ting, der skal gøre, at vi har en chance for at vinde kampen, der så jeg det, jeg gerne ville.
- Vi lavede et godt genpres, så de ikke truede os den anden vej. Vi ramte nogle gode rum i vores venstre side, men vi var ikke gode nok til at skabe vores egne chancer, lød konklusionen.
FC Midtjylland får mulighed for at slå tilbage i weekenden, når rivalerne fra Viborg er modstanderen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC Midtjylland
FCSB
Europa League




































