Randers FC missede en plads i top seks med dagens 0-1-nederlag til OB, og det fik følelserne i kog efter slutfløjtet. Her var en rasende Thomas Thomasberg ved at ryge i totterne på OB-træner Jakob Michelsen.
Randers-træneren erkender dog, at han overreagerede.
- Jeg var selvfølgelig lidt frustreret over, at vi til sidst synes, at der er et frispark eller straffespark dernede, og vi vidste heller ikke, hvordan det så ud i de andre kampe. Så vi følte jo, at der kunne vi godt have fået et eller andet, siger han til Canal9 efter kampen og tilføjer:
- Så overreagerer jeg lige til at starte med, og jeg synes bare, at Jakob skulle have ladet mig lige blive lidt. Men vi har lige fået den vendt, så der er ikke mere i den.
Jakob Michelsen forsøger da også at nedtone tumulten.
- Der er ikke så meget. Der er følelser i spil. Thomas er frustreret over, at de lige er røget ud. Der er ikke noget der, siger Jakob Michelsen
Mens Randers FC skal kæmpe om overlevelse i Pulje 2 mod AaB, Hobro IK og Vendsyssel FF, så ligger OB lunt på tredjepladsen i mesterskabsspillet.


OB
Randers FC
3F Superliga

































