

I Island var Albanien mandag aften kommet på besøg. Det var Albaniens første kamp i årets Nations League, mens Island gik ind til opgøret med et uafgjort resultat i bagagen.
Hjemmeholdet havde to Superliga-spillere med fra start: FC Københavns Isak Bergmann Johannesson og AGF's Jón Dagur Thorsteinsson.
Det var albanerne, der kom bedst ud til opgøret, og de kunne også juble over kampens første scoring, som Aulant Seferi stod for.
Runar Alex Runarsson i det islandske mål så ikke for godt ud, da han gav en ripost på en svag afslutning, og så dukkede Seferi op og gjorde det til 1-0 fra kort afstand.
I starten af anden halvleg sad Albanien også på spillet, men den islandske offensiv så bedre ud end i første halvleg.
Fire minutter inde i anden halvleg bragte Thorsteinsson balance i regnskabet, da han modtog bolden i feltet og iskoldt sparkede den gennem en forsvarsspillers ben til 1-1.
Efter 62 minutter blev en anden FCK'er, Hakon Arnar Haraldsson, bragt på banen.
I den afsluttende fase af opgøret forsøgte begge mandskaber at sikre sig sejren, og Island havde de største chancer. Kampen endte dog uden en vinder, og derfor må begge mandskaber nøjes med et enkelt point.
I Liga D tog Letland imod Liechtenstein i en kamp, der forblev målløs frem til det 73. minut, hvor midtbanespilleren Arturs Zjuzins kom på tavlen.
Han var hurtigst på en ripost og satte kuglen sikkert i mål. Sejren betyder, at Letland topper Gruppe 1 med seks point.
Den anden kamp i gruppen stod mellem Andorra og Moldova. Selvom Moldova efter 43 minutter fik en mand smidt ud, formåede Andorra ikke at udnytte overtallet i anden halvelg. Derfor endte kampen uden mål.


Albanien
Andorra
Letland
Liechtenstein
Island
Moldova
UEFA Nations League B




































