At tage skridtet fra at være i en 2. divisionsklub til at skulle spille i Serie 5 kan virke som noget af et skridt ned, men det er ikke desto mindre sket for 18-årige Mihai Tudor.
Mihai Tudor har indtil nu været tilknyttet Næstved Boldklub, hvor han har spillet på klubbens U19-hold, men nu bliver Serie 5-rækken en profil rigere. Hastrup FC har nemlig sikret sig en markant forstærkning i form af den alsidige spiller.
Tudor, der var en del af Brøndby Masterclass fra U14 til U17, siger til LigaBold.dk, at han gerne vil genfinde fodboldformen i serieklubben efter at have døjet med en skade.
- Jeg har i en længere periode haft en skade med lysken, og de seneste fem måneder, jeg har været i Næstved, spillede jeg nærmest ikke, fordi jeg var rundt i landet til forskellige kiruger og fysioterapeuter, og de kunne ikke rigtig hjælpe mig. Jeg tænkte, at det eneste, som der kan hjælpe mig, er at starte med noget stille og roligt og genoptræne. Der var for meget pres på at skulle gøre det i en divisionsklub, siger Mihai Tudor til LigaBold.dk.
Men er det ikke voldsomt langt nede at skulle spille i Serie 5?
- Jeg har tænkt over det, men jeg har også snakket med formanden og træneren, at vi ser, hvordan det går, og om klubben kan klare det, som de har lovet i forhold til at rykke op med hensyn til sponsorerne. Hvis klubben ikke kan det, så er det selvfølgelig ikke det rette sted at være.
Tudor har dog en relation til Hastrup FC, da han er fra området, og så er han glad for klubbens store ambitioner.
- Det er primært, fordi jeg kender nogle af drengene, der spiller derude, og så ved jeg, at klubben har nogle store ambitioner i forhold til, at den gerne vil rykke op. Jeg ved også, at formanden har skabt nogle kontakter og fået nogle sponsorer til klubben. Vi har også en rigtig god træner, som har styr på holdet, og jeg føler bare, at der er et godt sammenhold i klubben.
Hvordan tror du, at det bliver at spille på et noget lavere niveau?
- Jeg tror, at det bliver en del sjovere, da det er nemmere og hyggeligere. Nu har jeg været så uheldig, at jeg har været ramt af skader, så det er en god måde at starte op på og huske, hvordan det er at hygge sig med bolden.
Vil op på topniveau igen
Mihai Tudor ønsker at komme tilbage på topniveau, da det ikke har været nemt for ham de senere år grundet skader. I starten af U17-tiden rykkede han til Lyngby, men så kom skaderne, og han tog til Næstved. I Næstved trænede han med førsteholdstruppen og spillede kampe for U19-holdet.
- Min plan er helt klart at komme tilbage og komme i form, så jeg kan komme væk fra skaderne og prøve at se, om jeg kan nå mit topniveau, hvis det kan lade sig gøre, fordi det har jeg savnet i noget tid. At det ikke blev til noget med Brøndby, Lyngby og Næstved var grundet, at jeg ikke kunne nå mit topniveau. Jeg har kun spillet på 50 procent maksimalt.
Har du haft andre muligheder?
- Jeg har stadig nogle kontakter. Jeg har været til nogle prøvetræninger i Vejle, hvor det rent faktisk blev til noget, men så blev det ikke til noget alligevel, fordi det var for langt væk, og på daværende tidspunkt var der nogle ældre spillere, der havde fast plads på holdet.
- At tage fra Køge til Vejle uden at have fast spilletid var måske ikke så klogt, siger Mihai Tudor til LigaBold.dk, der beskriver sig selv som en allround-spiller. Han har nemlig spillet både angriber, central midtbanespiller, kant og midterforsvarer.
I sæsonen 2020/2021 fik Mihai Tudor 15 kampe for Næstveds U19-hold i U19 Divisionen, hvor han kreerede fem mål og et oplæg. I efteråret fik han blot en enkelt kamp.
Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.


Næstved U19
































