I slutningen af februar mistede HIK deres cheftræner, Kristoffer Wichmann, som blev sendt videre til Kolding IF. Siden da har Torben Storm og Bent Christensen haft ansvaret for førsteholdet, men det bliver der nu lavet om på.
HIK har nemlig fredag præsenteret deres nye cheftræner, da Stefan Håkansson får lov til at styre holdet fra den kommende sæson, og det er de glade for i HIK.
- Vi er meget glade for at kunne præsentere Stefan i dag for spillerne og klubben. Vi får en virkelig dedikeret, engageret og fagligt dygtig træner, der vil være en motor i arbejdet med at udvikle HIK og skabe resultater.
- Klubben er inde i en spændende proces med talentudvikling, succes i DBU’s licenssystem, og et underholdende og stærkt 1-senior. Det kan vi med stor glæde sige, vil fortsætte i de næste år, udtaler sportschef Per Frimann i en pressemeddelelse.
Artiklen fortsætter efter billedet

39-årige Håkansson har tidligere været hos Roskilde KFUM og Holbæk, men i HIK venter der ham en spændende udfordring.
- Det er et attraktivt og spændende job, fordi HIK arbejder meget professionelt med førsteholdet og med brugen af egen-udviklede spillere. Der er en stor talentmasse og samtidig mange meget dygtige, erfarne spillere, som er fundamentet for at skabe et stærkt hold, fortæller Stefan Håkansson.
Stefan Håkansson har senest været cheftræner hos Roskilde KFUM, hvor han dog blev fyret den 17. maj.


HIK
CampoBet 2. division


































