I 2008 viste engelske Nathan Delfouneso sig frem i Aston Villa, da han som 17-årig debuterede for Premier League-klubben i en europæisk kamp mod FH Hafnarfjordur og samtidig blev den yngste spiller til at repræsentere Birmingham-klubben i en europæisk kamp.
I sæsonerne efter viste den engelske angriber sig frem med flere mål i Premier League, men siden fes gassen af den opstigende ballon, og karrieren falmede noget, som årene skred frem.
Nu frister 30-årige Nathan Delfouneso en tilværelse i de lavere engelske rækker, hvor han er ejet af Bolton i League 1.
Her har han spillet fast over de seneste sæsoner, men på transfervinduets sidste dag, tog han mandag turen til League 2, hvor Bradford står klar til at bruge Delfouneso i resten af sæsonen.
I løbet af karrieren har Delfouneso tørnet ud for adskillige engelske klubber, men flest kampe har han fået for Blackpool FC, hvor han er noteret for 239 kampe, 38 mål og 16 oplæg.
I alt er det blevet til 31 Premier League-kampe i karrieren.


Bradford
Bolton
League One
League 2
































