Den tidligere cheftræner i AaB, Magnus Pehrsson, er færdig som landstræner i Estland efter knap tre år i sædet. Det bekræfter det estiske fodboldforbund på sin hjemmeside onsdag.
På hjemmesiden fremgår det, at de to parter er enige om ophævelsen af kontrakten, som kommer en uge efter, at Estland fik en håbløs start på VM-kvalifikationen og tabte med hele 5-0 til Bosnien-Hercegovina.
Magnus Pehrsson fortæller til det svenske medie fotbollskanalen.se, at han endnu ikke ved, hvad fremtiden byder på, men at han hovedsageligt ser sig selv som klubtræner frem for landstræner.
Magnus Pehrsson blev tilbage i 2010 fyret som træner i AaB, da holdet efter 11 runder af sæsonen lå på sidstepladsen. Siden da har han stået i spidsen for Djurgården og altså senest Estland, hvor han nu er fortid.



AaB
Estland































