I den kommende weekend tager Vigerslev Boldklub hul på forårets kampe i Københavnsserien, og tidligere i år hentede holdet en forstærkning til klubben i form af Daniel Holm.
Klubben får dog også en ekstra offensiv forstærkning ind i folden. Emil Scott, der har en fortid i Brøndby IF, AB, Hillerød Fodbold og Ledøje-Smørum Fodbold, skal fremover spille for Vigerslev Boldklub, siger han til LigaBold.dk.
Han har senest spillet i Danmarksserien for LSF, men grundet lykkelige omstændigheder har han valgt at trappe lidt ned træningsmæssigt.
- Jeg er lige blevet far, så jeg har ikke super meget tid at gøre godt med. Jeg er jo kommet fra Smørum (Ledøje-Smørum Fodbold, red.) i Danmarksserien, og nu har jeg trappet lidt ned på træningstiden.
- Derudover så kender jeg mange af gutterne derude. Jeg har spillet futsal med dem før, så det var en god mulighed, fordi jeg behøver ikke at træne lige så meget. Derudover er det et forholdsvist højt niveau, så det er en god mulighed, siger Emil Scott til LigaBold.dk.
Emil Scott har før vist stor målnæse i Danmarksserien for LSF, og Scott håber også, at han kan få netmaskerne til at blafre i Københavnsserien. Han har i hvert fald fået en god start på tilværelsen i Vigerslev Boldklub.
- Jeg kan bidrage med lidt x-faktor. Jeg har spillet en kamp for Vigerslev Boldklubs andethold, og der scorede jeg fire mål og lavede fire assists, og vi vandt 10-0, så jeg var med i otte mål ud af 10.
Den nye Vigerslev Boldklub-spiller mener, at niveauet i klubben er godt, og det glæder ham.
- Jeg synes faktisk, at niveauet er forholdsvist højt, også når man tænker på, at det er et oprykkerhold fra Serie 1. Jeg er positivt overrasket, og det er også en af grundene til, at jeg har valgt at tage derhen.
Fokus på futsal
Udover at spille fodbold på de udendørs baner har 24-årige Emil Scott også fokus på futsal, hvor han blandt andet har spillet landskampe for Danmark. Scott siger, at det primære fokus faktisk er på futsal, og derfor passer træningsmængden i Vigerslev Boldklub ham også glimrende. Offensivspilleren kan i høj grad bruge sine evner inden for futsal på fodboldbanen.
- Det er kun positivt. Man får meget bedre teknik af at spille futsal. Der er også derfor, at der er så mange, der er begyndt at spille futsal. Man kan holde sig i gang i løbet af vinteren, så man ikke kun skal lave de der kedelige træninger hele vinteren. Hvis der nu ikke var corona, så kunne man holde sig i gang hele vinteren med at spille futsal.
Skal have ni point
Vigerslev Boldklub skal spille tre kampe, inden Københavnsserien bliver inddelt i et op- og nedrykningsspil. Lige nu er Vigerslev Boldklub placeret som nummer fem i Københavnsserien. Holdene i top seks kommer i oprykningsspillet, og missionen for de tre næste kampe er også klar, mener Scott.
- I de første tre kampe, inden vi enten skal i op- eller nedrykningsspillet, skal vi have ni point. Der er der ingen tvivl om med det hold, som vi har. Jeg kender ikke de andre hold så meget, så jeg er lidt spændt på, hvad de kan byde ind med.
Emil Scott ved ikke, hvor længe han vil være i klubben, men han er blevet taget godt imod og er godt tilfreds.
- Det er et godt spørgsmål. Det handler lidt om, hvordan jeg trives i klubben. Nu har jeg kun været her i lidt over en uge, så det er tidligt at sige det. På den anden side, hvis vi rykker op, så er vi i Danmarksserien, og så er vi på det niveau, som jeg er kommet fra. Det er svært at sige. Nu er jeg her, og så må vi se hvor lang tid. Det er et hyggeligt sted, så jeg er godt tilfreds indtil videre, siger Emil Scott til LigaBold.dk.
Emil Scott var blandt andet en del af Brøndby IF's U17-ligahold, da han var i klubben.
Vigerslev Boldklub skal møde FC Græsrødderne lørdag 24. april klokken 12 i Københavnsserien.
Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.




































