1. Division -Tidligere FCK-talent indstiller karrieren
Foto: Flemming Slabiak
2018-06-01 12:00:01
Foto: Flemming Slabiak

Tidligere FCK-talent indstiller karrieren

Thobias Ndungu Skovgaard, som senest har været i Fremad Amager, afslutter karrieren. Det tidligere FC København-talent har været ramt af en slem skade, og han har besluttet at fokusere anderledes fremover.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Thobias Ndungu Skovgaard blev i sine teenageår i FC København regnet som et meget stort talent, og han fik da også landskampe på både U18- og U19-niveau.

Det store potentiale er dog aldrig blevet forløst til fulde, og nu stiller den 25-årige forsvarsspiller støvlerne på hylden efter halvandet år i Fremad Amager.

- Jeg var så uheldig at rive akillessenen over i den første kamp i denne sæson, og det har holdt mig ude hele sæsonen. Jeg har ikke kunnet komme tilbage på samme niveau som før, og jeg har indset, at jeg heller ikke kommer det.

- Så i stedet for at blive i klubben og arbejde på noget, der ikke kan lade sig gøre, så har jeg egentlig bare besluttet at sige stop, siger Thobias Ndungu til bold.dk.

Karrieren fik som sagt sin begyndelse hos FCK, som i 2011 sendte backen på leje i norske Bodø/Glimt. Det gav dog ikke tiltrækkelig erfaring til at vende hjem og slå igennem i FCK.

Så i sommeren 2012 rykkede Ndungu karrieren til HB Køge, som to år senere sendte ham videre til AB, hvor han spillede på en kortvarig amatøraftale, inden han drog til USA for at studere.

Tung beslutning
Derefter gik der et par år, før han dukkede op på radaren igen. I 2016 tørnede han ud for norske HamKam, inden han vendte hjem til Fremad Amager i januar 2017. Der har han været siden, men på grund af den alvorlige skade, er det nu slut.

- Det er selvfølgelig en tung beslutning. Jeg har været i gang i fire-fem måneder, men benene vil bare ikke det samme. Det er et hårdt slag. 

- Det er det, jeg har lavet hele mit liv og har haft det sjovt med. Så det er jeg selvfølgelig rigtig ked af, siger Ndungu, som erkender, at han ikke har lysten til at fortsætte.

- Jeg har ikke viljen til at drive det videre. Jeg har også gang i nogle andre ting. Jeg har et studie, jeg skal passe, og så må man opveje, hvor man vil lægge energien. Så det må blive noget hyggefodbold med vennerne, siger han.

Glad for karrieren
Udsigterne var lovende, da Ndungu tidligt trænede med FCK's førstehold, og han kan godt ærgre sig over, at talentet ikke blev forløst. Han er dog meget afklaret med sin beslutning.

- Som ungdomsspiller spillede jeg sammen med nogle rigtig dygtige spillere, som man nu kan se rundt omkring i store klubber. Så var jeg en tur i Norge i en ung alder, og det var nogle lærerrige oplevelser.

- Jeg har været lige ved hele tiden, men har ikke rigtig formået at slå helt igennem. Det er selvfølgelig ærgerligt, for man håber jo på det helt store gennembrud - men sådan er fodbold. Jeg har fået nogle sjove år, og det vælger jeg at fokusere på.

- Jeg har haft en kort karriere i forhold til nogle af de spillere, jeg selv har spillet sammen med - og det kan man da godt være lidt misundelig på. Men jeg er glad for det, jeg har oplevet - det skal man ikke glemme. Der er nogen, der aldrig får det privilegium at tage det så langt, som jeg har fået lov til, siger Ndungu.

Men hvordan er det at kigge tilbage på en lidt uforløst karriere?

- Det kan selvfølgelig godt være hårdt. Men som en god ven af mig engang har sagt, så skal man aldrig begynde at sammenligne med andre - man skal prøve at være glad for det, man selv har fået. Der vil altid være nogen, der har opnået noget større. Det var (Mathias, red.) Zanka, der sagde det på min første træningslejr med FCK. 

- Hvis man selv er tilfreds med det, man har opnået, så kan man være ligeglad med alle andres holdning. Men det fylder da. Jeg kan da godt tænke på, hvad der var sket, hvis jeg var slået igennem og måske bare havde fået fem kampe inde i FCK. Så var det måske blevet noget andet. Men sådan er det. Jeg er meget afklaret, siger Ndungu.

Thobias Ndungu nåede faktisk at træne med A-landsholdet en enkelt gang, da han blev kaldt ind i lejren tilbage i 2010, fordi der var flere skader i truppen. Større blev det dog aldrig.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce