Leo Walta tiltrækker sig opmærksomhed.
Midtbanespilleren, der tidligere har tørnet ud for FC Nordsjælland og HB Køge, er på radaren hos Swansea, skriver det svenske medie Sportbladet.
Walta spiller for Sirius, hvor han i den netop afsluttede sæson diskede op med hele 17 scoringer på 34 optrædener i alle turneringer.
Sportbladet skriver, at Swansea har taget kontakt til Allsvenskan-klubben med henblik på at købe den finske profil, som dog har kontrakt helt til sommeren 2028.
Waliserne meldes i disse dage tæt på Kim Hellberg som ny manager for Championship-klubben, og Hellberg kender til Walta fra svensk fodbold.
Inden for de danske grænser nåede han mellem 2021 og 2024 at spille 23 kampe for FC Nordsjællands førstehold, mens han forinden havde to år på akademiet.
I sæsonen 2022/2023 fik Leo Walta små 13 kampe for HB Køge, der havde ham i klubben på et lejemål.


Swansea
Sirius
Allsvenskan



































