2024-08-15 13:00:00

Tidligere Fremad A-træner står frem: Jeg knækkede mentalt

Den tidligere ungdoms- og assistenttræner Aydin Nouri åbner i et interview med Bold op om, hvordan han knækkede psykisk i Fremad Amager som følge af et kaotisk og hårdt arbejdsmiljø. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

2. div - 3. runde

FT

SKI

2 - 3

FAM

Fremad Amager har været igennem en yderst turbulent tid med store økonomiske problemer og besøg fra Arbejdstilsynet som følge af et psykisk belastet miljø i fodboldklubben. 

Siden januar har Bold beskrevet kaostilstandene i 2. divisionsklubben, der startede med frustrerede U19-spillerne, der nægtede at træne på førsteholdet, og som udviklede sig til, at flere spillere anonymt fortalte, at de følte sig udsat for psykisk vold. 

Nu står en tidligere assistent- og ungdomstræner fra Fremad Amager frem og fortæller sin personlige historie fra klubben, der endte med at knække ham mentalt. 

Aydin Nouri kom til Fremad Amager i sommeren 2023 efter nedrykningen til 2. division. 

Han har en fortid som træner i HIK, og i Fremad Amager startede han med at være en ekstra assistenttræner under Carit Falch på førsteholdet. 

På det tidspunkt var han 26 år, og han var klar på at tage en tørn i dagligdagen. Hurtigt kunne han dog se, at arbejdsopgaverne spændte vidt. 

- Der var mange ting, der ikke var styr på rent organisatorisk, så jeg startede de første tre uger med at vaske tøj og købe mælk ind, fortæller Aydin Nouri til Bold. 

- Men jeg lagde mit ego til side og tænkte, det var en fin mulighed for mig at vise, at jeg var villig til at tage en skalp for fællesskabet. Gaxe (daværende sportschef, red.) var nærmest også holdleder på det tidspunkt. 

- I starten mærkede jeg ikke noget til konflikterne, men efter Gaxe stoppede, begyndte det at blive mere tydeligt. Derefter fandt jeg hurtigt ud af, at det var et usundt miljø. 

Vaskede tøj og måtte låne af mor 
Foruden sine træneropgaver på førsteholdet havde Aydin Nouri en vasketjans på U19- og U17-holdet, fordi der ikke var nogen til at sørge for rent tøj til spillerne. 

- Jeg mødte ind klokken 7.30 på trænerkontoret og rundede af klokken 15. Herefter tog jeg over på akademiet, hvor vi trænede klokken 16.00 til 18.00. Herefter skulle jeg vaske tøj, og det tog tre-fire timer. 

- Det var 80-90 timers arbejdsuge uden fridage, og sådan kørte jeg i et halvt år. Det tærede selvfølgelig på mig, men jeg ville samtidig gerne vise, at jeg kunne være vedholdende. 

Aydin Nouri var i starten af sit ophold i Fremad Amager med omkring førsteholdets træning og kampe i 2. division sammen med Carit Falch og Fabio Mazzone. 

I løbet af efteråret 2023 talte han med Carit Falch om at få en A-licens som led i sin træneruddannelse, og det er normalt kutyme, at klubben, som træneren er ansat i, bidrager til at betale en del af beløbet. 

Fremad Amagers skrantende økonomi gjorde dog, at klubben ikke kunne betale for hans A-licens, og derfor måtte han selv finde penge til det. 

Artiklen fortsætter efter billedet

2. division -Tidligere Fremad A-træner står frem: Jeg knækkede mentalt
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

- Jeg måtte låne pengene af min kære mor, for jeg havde ikke selv råd. 

Bold har set dokumentation for, at Aydin Nouri har overført i alt 40.000 kroner til Alexander Saugmann, administrerende direktør i Fremad Amager Elite. 

Stressreaktion 
Aydin Nouri var presset over selv at skulle betale for sin A-licens, og midt i det hele ønskede ledelsen i Fremad Amager, at han fremover skulle være U17-træner og transitionstræner. 

Dette takkede han nej til, fordi han følte, det var et skridt ned, når han jo var startet som assistent på førsteholdet. 

Herefter fik Aydin Nouris krop nok. Han fik en stressreaktion. 

- Jeg arbejdede 80-90 timer om ugen, de betalte ikke min A-licens og ville i stedet have mig ned som U17-træner. Det var en god blanding, der knækkede mig. Akkumuleret træthed til sidst. 

- Jeg havde et enormt søvnunderskud, og mit nervesystem havde kørt i sjette gear i lang tid.    

Overvejede du ikke at sige fra undervejs? 

- Nej, jeg tænkte hele tiden, at jeg øvede noget vedholdenhed i mig selv, og jeg kender jo gamet. Som ung træner er man indforstået med, at det er hårdt arbejde, og at man ofrer nogle ting.  

- Men i dag kan jeg godt tænke ’hvad fanden lavede jeg’.  

Aydin Nouri stod samtidig midt i en flytning – med formålet om at spare penge efter han selv skulle betale A-licensen – og endte med at være hjemme i en uges tid. 

Mens han var fraværende fra sit job, blev daværende U19-cheftræner i klubben, Michael Winter, fyret. 

Aydin Nouri indvilgede derfor i at tage over som midlertidig U19-cheftræner, da han mødte ind igen i januar. 

Aydin Nouri. Foto: Privat

Sagde fra på omtalt U19-møde 
Aydin Nouri var derfor med på det skæbnesvangre møde i januar, der på mange måder blev startskuddet til den række af kaoshistorier, som Bold siden har kunnet beskrive. 

Fremad Amagers U19-spillere ytrede deres utilfredshed med, at der ikke blev taget hensyn til deres skolegang i forhold til træning med førsteholdet, de skæve træningstider, en manglende plan efter Winters fyring, og at miljøet omkring daværende førsteholdstræner Carit Falch var dårligt.

På den baggrund havde de ikke lyst til at træne med førsteholdet længere, før tingene ændrede sig.

Med på mødet var blandt andre klubejer Lars Hein og daværende konsulent Kurt Næsted, og det endte også med at blive starten på enden i Fremad Amager for Aydin Nouri. 

På mødet støttede han op om U19-spillernes bekymringer. 

- Der måtte jeg bare fra et fodboldfagligt perspektiv sige, at det ikke er på grund af drengenes fremtid, at I vil hive dem op på U19-holdet. Det er at sælge dem en vare, der ikke findes. 

- Vi var simpelthen for få spillere i truppen til at spille 11 mod 11, som er et ret væsentligt element i løbet af en træningsuge på seniorniveau. Så det var ofte af ren nødvendighed, at U19-spillerne trænede med. 

Hvad var problemet helt konkret? 

- Med mine fodboldfaglige briller kunne jeg se nogle ting, der var ret dysfunktionelle i forhold til, hvor mange U19-spillere der får lov at træne med førsteholdet. Niveauet på U19-holdet var fint, men slet ikke der, hvor man skulle have så mange op og træne med. 

- Der var ingen transitionstræner, der kunne give spillerne feedback og fortælle grundene til, at de trænede med, og hvad de kunne forbedre. Det var meget efter førsteholdets behov, og hvor mange spillere de havde brug for. 

- U19-spillerne fik bare lidt sporadisk feedback derefter, og det er måske sværere for en ung spiller at gennemskue, at det ikke har noget at gøre med transition. 

- Ledelsen udlagde det som om, at de unge skulle være glade for, at de fik så mange minutter på førsteholdet. 

- Jeg syntes, det gav nogle falske forhåbninger til de unge spillere. Man bilder de unge spillere ind, at det er transition, og det, synes jeg, næsten er for frækt. Det er ikke på spillernes præmisser, og det anfægtede jeg på mødet. 

Det skæbnesvangre møde fik også konsekvenser for Aydin Nouris fremtid i Fremad Amager. 

- Forholdet til lederne var i forvejen blevet koldt efter det med A-licensen og U17-jobbet, og efter mødet kunne jeg bare mærke, det var slut. 

- Det ene splitsekund, inden jeg åbnede munden på mødet, vidste jeg godt, at det kunne få konsekvenser for min egen rolle, men jeg følte et ansvar for at sige fra. Det skyldte jeg spillerne. 

Bold kunne i foråret beskrive flere episoder, hvor spillere havde følt sig ydmyget og udskammet af Carit Falch foran truppen, ligesom at flere spillere havde søgt psykologhjælp, fordi de var utrygge og bange for den sportslige ledelse. 

De episoder har Aydin Nouri ikke været førstehåndsvidne til, men han har dog hørt dem fortalt af flere spillere uafhængigt af hinanden. 

- Jeg har ikke selv oplevet det til træning, men jeg har fuld tillid til de udsagn, der har været fra både førsteholds- og ungdomsspillere, som har haft den følelse.  

- Jeg har stor tiltro til spillerne, og jeg har hørt dem separat fra hinanden udlægge de samme ting, fortæller Aydin Nouri. 

En klubtragedie 
Aydin Nouri lagde sin opsigelse i Fremad Amager omkring påske i år. 

- Jeg havde fem-seks dage efterfølgende, hvor min krop reagerede og ikke vidste, hvad den skulle gøre, fordi den har været vant til at køre i så højt et gear, siger Aydin Nouri. 

Han bærer ikke nag over for nogen i Fremad Amager, men sidder mest af alt tilbage med en tristhed over, hvordan klubben er blevet drevet det seneste års tid. 

- Det er en klubtragedie. Det gør så ondt at se, for den klub er bare helt sin egen, og man kan ikke andet end at holde af fansene. Det er Amagers fodboldhjerte. 

- Jeg ser bare en masse menneskeskæbner, der er fanget i det miljø. Jeg har set dem bekrige hinanden, og der er ikke blevet talt om problemerne mellem parterne.  

- Det har været et miskmask af forskellige intriger, og det, der springer allermest i øjnene, er jo mangel på ledelse. Det er en klub, der er blevet drevet rigtig dårligt i lang tid. 

- Der er en bestyrelse og nogle ejere, der ikke har kompetencerne til at have en holdning til noget sportsligt. Vi har haft nogle skræmmende møder med dem, hvor man bare kunne se, at de ikke har nogen ide om, hvorfor de er gået ind i klubben.  

- Den manglende styring oppefra gav råderum til, at der kunne herske kaos, fordi der ikke var nogen, der tog hånd om konflikterne. 

- Vi havde ikke en fodboldfaglig samtale i de 10 måneder, jeg var der. Der var mangel på kompetencer, og det kunne spillerne jo også mærke. 

- Jeg har spurgt nogle af dem, jeg kender, som har en del mere erfaring, om hvorvidt det normalt er sådan her i en fodboldklub, og der siger de jo nej. Det er på ingen måde normalt. 

- Vi har ikke været dygtige nok 
Bold har foreholdt Fremad Amager-ejer Lars Hein de konkrete kritikpunkter fra Aydin Nouri omkring U19-strategien og de manglende sportslige kompetencer i ledelsen. 

Lars Hein har svaret skriftligt og erkender, at der ikke var de fornødne faglige kompetencer, da han og Velkommen A/S i marts 2022 overtog klubben. 

Han påpeger dog, at det aldrig var meningen, at han skulle drive fodboldforretning på den lange bane, men tværtimod kun redde klubben på randen af konkurs. 

- Ud fra hvor vi er nu, og når man ser tilbage i tiden, så er vi absolut et andet sted. Christian Iversen (cheftræner, red.) er ansvarlig for det sportslige i Fremad Amager Elite, og vi andre støtter op omkring det administrative på sponsordelen samt afvikling af kampe. Afvikling af kampe er noget af en bedrift – noget hårdere end man tror med god hjælp fra alle omkring klubben, hvilket er unikt, skriver Lars Hein.

- Historisk har vi været SÅ ekstremt pressede økonomisk på baggrund af beslutninger for fortiden. Man skal fortsat huske, at vi overtog Fremad Amager Elite med ikke engang et døgns betænkningstid, knap 14 timer inklusiv 8 timers søvn. Årsagen til den pludselige overtagelse var, at nogle af dem, som havde udvist interesse tidligere, sprang fra for tredje gang. 

 - Generelt var tanken med overtagelse af klubben, at vi blot skulle være ”frontløberen” og så skulle lokale overtage ejerskabet, men det kunne ikke nås på 14 timer, hvorfor vi skulle redde klubben. Herefter skulle vi støtte op som sponsor med max 20% ejerskab og være trøjesponsor. 

- Så vi har vitterligt aldrig tænkt at skulle drive en fodboldforretning – og af den grund slet ikke været klar med dygtige folk, som havde erfaring og forståelse samt faglige egenskaber. 

- Når jeg taler med andre, som har erfaring i turnaround af virksomheder og med tab på 20+ millioner årligt og opbygget en skattegæld bevidst på 7 millioner – så er deres erfaring at det skaber store problemer, når man skal en anden vej og økonomisk bremse op.

- Tilføjer man så, at der i forvejen var dårlig omtale og skriverier i aviserne om russere og amerikanere, så kan det bekræftes, at det ikke har været en let overtagelse, og det har givet rigtig mange søvnløse nætter hos mig – som i virkelig søvnløse nætter. 

Fremad Amager-ejer Lars Hein. Foto: Fremad Amager

- Lad os ikke koge mere suppe på fortiden, vi må se frem, og vi har nu kæmpet os igennem det værste, men er desværre ikke helt i mål endnu. Vi skal bruge til og med januar 2025, før vi føler os sådan helt sikre – så vi har fortsat brug for folks velvilje og alles hjælp omkring os, selvom det næsten kan virke urimeligt.

- Vi er yderst taknemmelige for alle, som har hjulpet os til, hvor vi er nu både på samarbejdspartnere og fans samt spillerne og stab. Vi kommer ud med et underskud også for i år på ca. 4 millioner, og herfra er det så forventeligt plus. 

- Den korte konklusion er derfor: Vi har helt sikkert været ramte af ikke at være dygtige nok. I dag arbejder vi hver dag på at blive bedre og bedre både på og udenfor banen. Det tager tid – og vil tage lang tid endnu. Jeg synes, vi ser, at nogle ting er blevet anderledes og til det bedre, og vi har en stor tiltro på fremtiden, skriver Lars Hein.

Ny udfordring i Celta Vigo 
Aydin Nouri har nu fået Fremad Amager-tiden lidt på afstand og ved, hvad han skal bruge det næste år på. 

Han har lavet en etårig aftale med spanske Celta Vigo, hvor han skal dels skal være træner på klubbens akademi, dels hjælpe chefen for sportspsykologi på førsteholdet, Joaquin Dosil, med forskellige arbejdsopgaver. 

Aydin Nouri har tidligere været i praktik et halvt år i Celta Vigo, men hvordan lander en relativt ukendt træner i en stor spansk klub? 

- Jeg havde måske skrevet til 98 klubber rundt omkring i verden, om de kunne bruge mig, og jeg fik så 97 afslag eller ikke-svar, men ét tilbud var også nok, siger Aydin Nouri med et grin. 

- Nu er jeg så blevet tilbudt at komme derned fast hele den kommende sæson, hvor Joaquin bliver min læremester i et år. Der har jeg åbenbart imponeret dem nok til, at de gerne vil have mig derned igen. 

- Nu har jeg også A-licensen, og det har gjort mig mere interessant for dem på fodboldtræner-delen, i forhold til siden sidst jeg var dernede. 

- Jeg bliver en del af trænerstaben på akademiet på de årgange, jeg har lyst til. Jeg kan fordybe mig i det fodboldfaglige, og så får jeg nogle sportspsykologiske opgaver af ham i en slags trainee-rolle, kan man sige. 

27-årige Aydin Nouri taler flydende spansk og har en etårig sportspsykologisk uddannelse i bagagen, men det er trænergerningen, han brænder mest for. 

Han har kun været træner i fire år, og derfor er han også ovenud begejstret for, at han nu får chancen i Celta Vigo. 

- Det at være fodboldtræner er mit primære drive, og jeg vil gerne bidrage og lære en masse af de super dygtige trænere dernede. 

- Jeg har været bidt af fodbolden, siden jeg var lille, og mine ambitioner ligger inden for trænergerningen, men menneskeligt interesserer jeg mig også for psykologi og filosofi. Den del er spændende at bygge på i forhold at være træner. 

- Nu jagter jeg et spændende eventyr, og jeg er gået all-in på det. Til at starte med er det et år, og så kigger vi på, om det kan blive en permanent aftale derfra. 

- Jeg skal jo stadig ned og bevise mig, men jeg har et helt år, og det er rart med tilliden, siger Aydin Nouri.

Artiklen fortsætter efter indholdet

2. div - 3. runde

FT

SKI

2 - 3

FAM

Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce