Martin Mikkelsen har tidligere gjort sig i Superligaen for AGF og Hobro, men han sluttede karrieren af i Aarhus Fremad.
36-årige Mikkelsen har efter karrierestoppet stadig været en del af Aarhus Fremad, hvor han har ageret assistenttræner for førsteholdet. Fra den kommende sæson skal Mikkelsen dog være træner for Aarhus Fremads Danmarksserie-hold.
Aarhus Fremad har givet Mikkelsen mange gode oplevelser, og han siger til bold.dk, at klubben har en stor plads i hjertet hos ham.
- Den er kommet til at betyde enormt meget. Det er svært at forklare. Jeg har taget transformationen fra spiller til ikke-spiller, og den er svær i forhold til tomrummet, og ’hvem er jeg?’-følelsen, og der har Fremad været der. Der har jeg taget gode skridt som menneske i klubben. De frivillige og ildsjæle, som der er i klubben, kan ikke roses nok. Det segment, som vi har samlet af spillere, synes jeg, er helt utroligt.
- De er seje og har ambitioner, og så er de gode ved hinanden. Også på den måde, som de har sat det op på med et DS-hold (Danmarksserie-hold, red.), og man træner sammen, og der er mange af de gamle 2. divisionsprofiler, der spiller på det hold og er onklerne for de unge.
- Det er en unik sammensætning, og det er lidt den klub, som jeg føler, at jeg har ledt efter hele mit liv i forhold til den måde, at vi gør det på med spillestil. Det er også en vigtig del af det. Lige præcis den måde, som jeg vil gøre det, vil dem omkring mig også gøre det på. Det passer godt sammen, siger Martin Mikkelsen til bold.dk.
Finde orden i kaosset
Det er den mere analytiske del af at være træner, der optager den nye Danmarksserie-træner. Han fortæller, at målet er at vinde Danmarksserie-rækken med Aarhus Fremad-mandskabet i næste sæson.
- Min styrke som spiller var at passe på bolden. Det var jeg rigtig bange for, så jeg tvang mig selv til at finde ud af, hvad der virker, og det er jeg også meget optaget af som træner altså analysedelen og finde ud af, hvad der virker og finde noget orden i kaosset. Derudover er det at få formidlet det til spillerne, så de forstår det, siger han og nævner Diego Maradona som eksempel:
- Diego Maradona var måske verdens bedste spiller, men han blev ingen stor træner. Han var den klogeste på banen og kunne se ting, som andre ikke kunne se. Så det med at få forklaret, hvorfor det virkede, er en svær kunst, og det er jeg meget optaget af. Det er virkelig sjovt, siger Martin Mikkelsen til bold.dk.
Martin Mikkelsen lagde støvlerne på hylden i sommeren 2021 efter blandt andet hele 117 Superliga-kampe med tre mål og syv oplæg til følge.


Aarhus Fremad
CampoBet 2. division






















