31-årige Erton Fejzullahu har været i en række klubber igennem karrieren blandt andre FC København som helt ung og senere hen Randers FC.
Siden 1. januar 2020 har angriberen dog været uden klub, da han brød med litauiske Zalgiris Vilnius.
Nu overvejer svenskeren, om han skal stoppe karrieren helt. Det fortæller han i et interview med svenske Fotballskanalen.
- Jeg har ikke besluttet mig for, hvad jeg vil gøre, og om jeg fortsat vil spille fodbold. Jeg har været igennem tre operationer de seneste tre år, og det tager både på karrieren og i det private liv.
- Det tænker jeg på, mens jeg træner op og forsøger at gøre knæet godt igen. Så må jeg tage stilling til, om jeg skal fortsætte eller ej, siger Fejzullahu.
Han siger endvidere, at han pådrog sig en korsbåndsskade, da han spillede i Litauen, og han håber, at det vil være muligt at slutte af på en god måde.
Han er noteret for otte kampe for Randers FC. Fejzullahu var i klubben fra januar 2011 til juni 2011. Angriberen fik aldrig kampe for FC Københavns førstehold.


































