30-årige Michael Falkesgaard har tidligere været Superliga-målmand for OB og Brøndby IF, men nu befinder keeperen sig i Thailand, hvor han tørner ud for Bangkok United.
Selvom han er et godt stykke fra Danmark, så har Falkesgaard ikke glemt, hvor det hele startede.
Målmanden tog sin første spæde fodboldskridt i Københavnsserie-klubben Kastrup Boldklub.
Han siger til LigaBold.dk, at han husker tiden i Amager-klubben som rigtig god.
- Den (Kastrup Boldklub, red.) betyder stadig en stor del. Det var der, hvor jeg startede med at spille fodbold som femårig, og jeg tror, at jeg spillede der, til jeg var en 12-13 år, inden jeg rykkede til Brøndby.
- Det var en god tid, og det var sjovt at spille fodbold på en anden måde end i eksempelvis Brøndby som ung. At man spiller i de lokale klubber, synes jeg bare, er totalt fedt.
- For det første for sammenholdets skyld, men også bare at nyde fodbolden. På et tidspunkt, når man blev god nok, så rykkede man videre til de større klubber.
- Jeg følte, at jeg skulle prøve mig af på højere niveau, og der var det Brøndby, der selvfølgelig var min hjerteklub, men det lå også rimelig tæt på i forhold til, at vi boede på Amager.
- Det var en fed tid. Jeg tror stadig, at min far kommer forbi klubben og ser det hele an. Jeg vil også have, hvis vi flytter til Danmark, at mine drenge skal starte i en lille lokal klub, som Kastrup Boldklub er, siger Michael Falkesgaard til LigaBold.dk.
Den tidligere Superliga-målmand pointerer, at han stadig holder kontakt med nogle af de spillere, som han spillede lilleputfodbold med. Det er dog svært at holde kontakten ved lige, da Falkesgaard befinder sig i Thailand.
Kastrup har heller ikke glemt Falkesgaard, og klubben har også rakt ud til ham.
- Kastrups formand kontaktede mig også på et tidspunkt, mens jeg har spillet her, og spurgte, om jeg ikke kunne give en trøje. Den gav jo så til min far, så han kunne aflevere den, når han tog hjem til Danmark, så jeg tror, at der er en Bangkok United-trøje ude i Kastrup Boldklub på en af væggene, siger målmanden med et smil.
Så klubben har stor betydning for dig?
- Ja, det har den. Det er der, at jeg har brugt meget tid og krudt på. Det var også der, hvor jeg udviklede mine færdigheder, så på den måde var det fedt at komme ud til stævner hver weekend.
- Jeg synes, at man skal blive ved med at støtte den breddefodbold, der er omkring de lokale klubber, da det stadig er en utrolig stor del af fodbold-danmark. Noget af det charmerende ved Danmark er, at man har så mange lokale klubber og spiller fodbold i dem, indtil man er en vis alder og gerne vil prøve sig af på et højere niveau, siger Michael Falkesgaard til LigaBold.dk.
Målmanden kan skrive 19 Superliga-kampe på CV'et.
Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.


Kastrup























