FC Roskilde har fået besøg af Oliver Fredsted, som i sidste uge var på prøve hos FC Fredericia.
Den 25-årige venstreback har været uden klub, siden han i sommer forlod Viborg FF efter en enkelt skadesplaget sæson.
FC Roskilde-cheftræner Martin Jungsgaard er positiv over besøget.
- Det kunne godt være noget. Han dækker venstre back og måske især venstre wingback. Jeg synes, han er lidt bedre frem i banen, end han er defensivt – så han vil passe fint ind på holdet, hvis vi skal spille med tremandsforsvar, siger Jungsgaard til bold.dk.
Han vil med andre ord ikke have noget imod at få Fredsted ind i sin trup, men cheftræneren er en smule mere forhippet på at få en mand ind til den centrale midtbane, som det ser ud lige nu.
- Vi har ikke så mange penge, og det er lidt det muliges kunst – og jeg vil stadig gerne have fat i en central midtbanespiller, for vi har mere eller mindre kun Nicklas Halse derinde.
- Vi har en spændende U19-spiller i Henrik Ravensbeck, men han har lidt problemer med sin lyske, og det er måske lige hårdt nok at satse på, at han skal bære det hele sammen med Nicklas – men han vil være et fint supplement, siger Jungsgaard.
Oliver Fredsted kan dog være en fin tilgang set i det lys, at Nicklas Mouritsen, som normalt spiller venstrebacken, har ytret ønske om at forsøge at finde en fuldtidskontrakt et sted.



FC Roskilde
Viborg FF
Betinia Liga































