Frederik Tingager er en ombejlet herre. Mellem jul og nytår fik midtstopperen ophævet sin kontrakt med tyske Eintracht Braunschweig og siden har der været stor interesse for ham.
25-årige Tingager har fået en masse muligheder, både i ind- og udland, men pilen peger lige nu mod Danmark, fortæller hans agent Mads Bach Lund.
- Han har fået muligheden for at blive i Tyskland, der er en mulighed i Holland og så er der en masse muligheder i Skandinavien inklusive Danmark, siger Bach Lund til bold.dk.
- Vi har vurderet, hvad han gerne vil opnå med sit klubskifte, og er nået frem til, at pilen peger i retning af at vi finder noget i Danmark. Det giver rigtig god mening både på den korte og lange bane.
Det er stadig meget tidligt i transfervinduet og Mads Bach Lund kan ikke afvise, at der kan dukke flere henvendelser op, som de skal se nærmere på. Men de vil også gerne have Tingager på plads i en klub, hvor han kan få opstarten med.
- Vi er ikke stressede af at skulle træffe en beslutning her og nu, men opstarten går også snart i gang. De fleste klubber starter op mandag. Vi har torsdag i dag, så vi kunne godt tænke os, at han er et sted fra på mandag, slutter han.
Frederik Tingager fik sit store gennembrud i dansk fodbold, da han fra 2016 til 2018 tørnede ud for OB i Superligaen.
nanna@bold.dk
































