





Emil Riis var med fra start for Bristol City, der lørdag eftermiddag tog imod Hull.
Her var det først gæsternes Joe Gelhardt, der fik nettet til at blafre, men så var det hjemmeholdets danske angriber, der tog over.
Riis fik nemlig udlignet til 1-1, kort inden uret rundede de første 20 minutters spil efter et glimrende Bristol-angreb.
Zak Wyner sendte et indlæg i feltet, og da Ross McCrorie lagde bolden tilbage i feltet, stod den tidligere Randers-spids klar til at prikke bolden i mål.
Så fik Bristol vind i sejlene, og det udnyttede gode, gamle Admir Mehmedi til at udbygge føringen efter en halv time.
Riis var imidlertid ikke færdig med at imponere, og lige inden pausefløjt fik danskeren fordoblet sin egen måltotal ved at udnytte en kæmpemæssig blunder i Hull-defensiven.
Artiklen fortsætter efter billedet

Så gik Bristol City til pause med en underholdende 3-1-føring, som blev udbygget til 4-1 i anden halvleg ved en scoring fra Max Bird, og så betød det mindre, at Hull fik pyntet på resultatet dybt inde i tillægstiden ved indskiftede Kyle Joseph.
Emil Riis fik 83 minutter på banen i søndagens kamp.
Torp-trylleri
Andetsteds var Victor Torp som vanligt i aktion for Coventry, der var på besøg hos Oxford United.
Her var det først en anden 3F Superliga-kending, der bed fra sig, da den tidligere Sønderjyske-angriber Haji Wright bragte gæsterne på 1-0.
Efterfølgende fik Tottenham-lejesvenden Will Lankshear udlignet for Oxford, men så bød Victor Torp ind med en glimrende scoring.
Danskeren fik ansvaret for et frispark to-tre meter uden for feltet, som han smækkede i mål, og det sikrede Coventry en pauseføring på 2-1.

Foto: Andrew Couldridge/Reuters/Ritzau Scanpix
Stillingen holdt imidlertid ikke, for i anden halvleg fik Cameron Brannagan sikret Oxford United et 2-2-resultat.
Coventry var dog snublende tæt på sejren, da Haji Wright knaldede kuglen på overlæggeren kort inde i tillægstiden.
Victor Torp fik hele kampen på grønsværen og leverede en god indsats.
Nul point til Pedersen
Sheffield Wednesday skulle forsøge at følge op på den flotte sejr over Leeds i Carabao Cuppen, da Swansea kom forbi.
Det var dog de walisiske gæster, der løb med en 2-0-sejr.
Žan Vipotnik stod for første scoring ved at smække bolden i kassen med venstreskøjten fra en yderst svær vinkel, inden Ronald lukkede ballet fra midten af feltet på oplæg fra selvsamme Žan Vipotnik.
Nederlaget placerer Henrik Pedersens tropper næstsidst i tabellen med sølle ét point efter fire kampe.
Resultaterne fra klokken 16:00-kampene i Championship:
Blackburn 0-2 Norwich
Bristol City 4-2 Hull
Ipswich 2-2 Derby
Millwall 0-2 Wrexham
Oxford United 2-2 Coventry
Portsmouth 1-0 Preston
Sheffield Wednesday 0-2 Swansea
Watford 2-2 Southampton

Bristol City
Hull
Championship





































