Hollandske Heerenveen var tidligere på sæsonen inde i en krise i Æresdivisionen, og dermed valgte klubben også at fyre Johnny Jansen tilbage i januar, som dermed gav plads til en dansker.
Ole Tobiasen blev nemlig forfremmet fra assistent til midlertidig cheftræner i håb om, at han kunne få vendt skuden, og det har vist sig at være en god ide.
Tobiasen har nemlig ført Heerenveen-mandskabet op igennem tabellen, hvor de nu ikke er særligt langt fra en europæisk placering, og danskeren nyder da også livet i Holland.
- Det går godt hernede. Det er jo aldrig sjovt, når træneren bliver fyret. Men når man får muligheden for at hjælpe klubben med at komme ud af den situation, må man tage den.
- Det kunne dog gå begge veje, da vi havde tabt en masse kampe på det tidspunkt. Klubben valgte så mig som hovedansvarlig til at køre sæsonen ud.
- De ville vente med at hente en manager, et stort navn, til sommer. Der var lidt forskellige valgmuligheder for dem, men det endte med mig, udtaler Ole Tobiasen til bold.dk.
Danskeren havde dog sine betænkeligheder i starten, hvor det heller ikke gik efter planen.
Heerenveen indledte nemlig Tobiasen-æraen med at tabe fire kampe i streg, men efterfølgende har de blot tabt en enkelt i syv opgør, og den dårlige stime var da også noget, som fyldte hos Tobiasen.
- Man tænkte da på, om man ville blive ved med at være inde i den kedelige stime, eller om man kunne flytte holdet og få vundet nogle kampe.
- Så det har været en svær situation, men jeg følte, at vi havde overskud i staben til at kunne vende det, og det viste sig jo at være rigtigt.
Nyder presset i Æresdivisionen
Ole Tobiasen har tidligere haft ansvaret som cheftræner for en klub, men det var i hos Almere i den næstbedste række.
Livet i den bedste række i Holland er dog noget andet, end danskeren har prøvet før, men det er kun noget, som sætter ekstra gang i Tobiasen.
- Der er en helt anden opmærksomhed på Æresdivisionen end den næstbedste række. Det synes jeg, er virkelig fedt. Der er både tryk på fra fansene og medierne, og det trives jeg godt med.
- Jeg havde dog stået på egne ben tidligere, plus så kendte jeg også Heerenveen og spillerne, så det gjorde starten nemmere, selv om det var en svær situation, som vi var i.
- Troen har altid været der. Dynamikken har været utrolig god, men det har da også hjulpet, at vi har fået nogle nye spillere ind. Så man gik ligesom og ventede på, at det begyndte at gå vores vej, og det gør det så nu.
Tobiasen har blandt andet formået at få Heerenveen tilbage på rette kurs, ved at han har fået implementeret sin taktiske stil.
- Vores problem har været, at vi ikke scorede nogle mål. Hvis man så på statistikker, var det helt utrolig, at vi tabte nogle af kampene i starten, da vi sad på alt spillet. Vi havde ekstremt svært ved at score mål.
- Vi forsøgte i starten af køre videre med samme taktik, men med nye spillere som vi fik ind. De havde kvalitet, men de var slet ikke i kampform, så det tog også sin tid.
- Vi prøvede at ændre lidt i de forskellige systemer, hvor vi til sidst endte på, at vi skulle spille 5-3-2, og det har været med til, at vi kom ind i en god stime med en masse flotte resultater, så det ser godt ud nu.
Tobiasen jagter Europa
Heerenveen ligger placeret på tiendepladsen i Æresdivisionen, hvor de har ni point ned til nedrykningsdramaet.
Ole Tobiasen har derfor indledt jagten på et muligt europæisk eventyr, da de blot er et enkelt point efter ottendepladsen, som giver adgang til en række playoff-kampe om at komme med i kvalifikationen til Conference League.
- Vi har altid haft troen på, at vi kunne komme væk fra bunden, og det er også gået godt. Vi har nemlig fået kæmpet os ud af den pointmæssige nedtur og er kommet ind i en god stime.
- Vi er kommet væk fra nedrykningsspillet, som vi var en smule tæt på. Det har været vores mål, og det er vi heldigvis lykkedes med.
- Nu er det så en ekstrem sæson, hvor vi stadig har mulighed for at snuppe playoff-pladsen, selv om det ikke gik godt i starten, så det er det, som vi går efter nu, udtaler Ole Tobiasen til bolden.
Der resterer tre kampe af Æresdivision, hvor Heerenveen på søndag skal op imod Vitesse på udebane.
Efter denne sæson er det Kees van Wonderen, som bliver ny cheftræner hos Heerenveen.


Heerenveen
Æresdivisionen



































