Tøffe og co. sparkede Djiby Fall ned: Jeg forstod det ikke

Telefonforbindelsen er ikke den bedste, da man får fat i Baye Djiby Fall, der flere gange spørger, om man kan høre ham.

De første minutter går derfor med, at den tidligere angriber prøver at finde et sted i sit senegalesiske hjem, hvor han kan høres klart og tydeligt.

Vi finder dog hurtigt ud af, at det bliver en svær opgave, hvilket der kommer et stort grin ud af i den anden side af telefonen.

- Sådan er det, når man er så langt fra hinanden, ha ha, får Djiby Fall fremstammet i grinet på sit gebrokkent engelsk.

I årets julekalender på bold.dk går vi nostalgiens vej og retter fokus mod tidligere udenlandske Superliga-profiler, der har sat sit aftryk på dansk fodbold.

Vi taler med nogle af de største publikumsfavoritter om tiden i Danmark, om gode minder på og udenfor banen, sjove anekdoter, hvad de laver i dag og meget andet.

Bag låge nummer otte finder vi ikke overraskende Baye Djiby Fall, der var en stor mundfuld for de fleste forsvarsspillere med sin fysiske og aggressive spillestil.

Djiby Fall spillede 114 kampe, scorede 44 mål og lavede 12 assists i den danske Superliga for klubberne Randers, OB og Hobro, hvor han i sidstnævnte spillede sin sidste professionelle kamp, da han i 2019 lagde støvlerne på hylden på grund af skader.

I denne artikel åbner senegaleseren op for sin tid i Danmark, der bød på en svær start i Danmark med nogle hårde kampe på træningsbanen, en kontrakt der gjorde godt for familien og den bedste tid i OB.

Gad ikke tilbage til DK efter afvisninger
I dag har den 38-årige tidligere angriber bosat sig i Senegal sammen med sin kone og deres to børn, hvor han arbejder på et akademi.

Men skruer vi tiden en del år tilbage - nærmere bestemt tilbage til 2006 - så løb 21-årige Djiby Fall rundt i de lavere rækker i Frankrig og ledte efter et sted til for alvor at starte sin karriere.

Danmark blev en mulig destination, men landet gav ikke det bedste førstehåndsindtryk.

- Jeg havde været i Danmark tre gange inden, at Randers kom på banen. Jeg var til prøvetræning i Brøndby, OB og Horsens, men det endte ikke med den store succes. Så tog jeg tilbage til Frankrig for at spille for AC Vitré.

- Alle klubberne i Danmark gav mig rigtig god feedback, men da jeg kom tilbage til Frankrig, hørte jeg aldrig fra dem igen. Jeg trænede godt, og det fortalte klubberne også, og derfor tænkte jeg, at jeg kunne få chancen for at få en kontrakt, men jeg fik aldrig et ’nej’ eller sådan noget.

Afslagene gjorde faktisk, at Fall sad tilbage med en tom fornemmelse, og han var derfor meget skeptisk, da Randers kom ind i billedet.

- Til at starte med gad jeg egentlig ikke komme tilbage til Danmark efter de tre gange, hvor jeg fik et nej. Derfor var jeg sådan, at jeg ikke rigtig havde lyst tage tilbage fjerde gang, men klubben ringede til mig, var søde og sagde, at jeg ikke skulle spille i Frankrig.

- Så sagde jeg ja og tog afsted igen uden at vide, hvad der skulle ske. Randers tilbød mig så en kontrakt, og så startede det hele derfra.

Hård start på tilværelsen i Danmark
Djiby Fall skiftede til Randers i sommeren 2006 på en kort kontrakt, og når snakken falder på, hvad der var det sværeste ved at komme til Danmark, er han ikke i tvivl.

Det var ikke overraskende sproget og vejret, for han kom til Danmark uden at kunne et ord engelsk og fra et klima, der var noget varmere, men det var ikke de eneste store udfordringer.

For han indså hurtigt, at spillet var noget helt andet end det, han var vant til i Frankrig. Også bare til træning.

- I starten havde jeg det svært. Da jeg kom til Randers, var der noget, jeg ikke forstod, og det var, at jeg flere gange til træning blev sparket ned af spillere som Ralf Pedersen, Søren Pedersen, Stig Tøfting, og Kenneth Møller Pedersen, mens Martin Jensen i målet råbte og skreg ad mig, griner Djiby Fall højlydt.

- Jeg sagde faktisk til Lars (Olsen, cheftræner, red.), at de ikke kunne lide mig, men Lars fik mig ned på jorden og sagde, at det bare var sådan, at jeg også skulle spille, altså hårdt.

Djiby Fall lærte dermed, at han også skulle være en hård, men fair spiller. Og når han var det, viste det sig også i kampene.

- Når vi spillede kampe i Superligaen, var det de samme drenge, der sparkede mig ned til træning, som beskyttede mig hver gang. Selv om de var hårde ved mig til træning, elskede de mig, fordi jeg tacklede det på en god måde.

- Der var på et tidspunkt i en kamp, hvor jeg kom op at skændes med en modspiller, hvor vi skubbede lidt til hinanden. Der kom de samme holdkammerater hen og skubbede mig væk for at tage kampen op med den anden spiller. Det var fedt at opleve.

Hvem var den hårdeste medspiller?

- Det var Ralf Pedersen. 100 procent. Han var lige så hård til træning som til kamp. Han var ligeglad. Han var efter mig til hver træning, men hvis man arbejdede hårdt, var du hans bedste ven. Det fandt jeg hurtigt ud af, griner Djiby Fall.

Læremester Lars
Lars Olsen var cheftræner for Randers, da Djiby Fall kom til klubben i 2006, og han tog hurtigt den unge senegaleser til sig.

For han så noget i Djiby Fall, angriberen ikke havde vidst før.

- Lars hjalp mig rigtig meget. Som ung spiller kan man ikke altid fornemme sit potentiale, men det kan en cheftræner. Nogle gange pressede han mig så meget til træning, men senere gav det mening, hvorfor han pressede mig så meget og råbte ad mig til træning.

- Et godt eksempel på Lars' måde at være på over for mig var, da jeg engang scorede syv mål i en pokalkamp (mod Fjordager d. 30. august 2006, red.), hvor vi vandt 10-1.

- Efter kampen var jeg utrolig glad, men Lars var sådan: ’Hvorfor scorede du ikke ti mål?’, ha ha. Sådan var det med Lars, fordi han vidste, at mit potentiale var til mere.

- Han var meget vigtig for mig. Han var der altid for mig og spurgte altid, hvordan jeg havde det. Han endte med at blive en far for mig, siger Djiby Fall.

Randers blev dog ikke det eneste sted, angriberen fik fornøjelsen af læremester Lars. 

Det skete også senere i karrieren.

Familien frem for alt andet
Tilværelsen var måske hård for Djiby Fall, men han fandt sig hurtigt til rette i det jyske, hvor han leverede på banen med både mål og assists.

Inden for kort tid fik han også tilbudt en kontraktforlængelse til sommeren 2009, som han takkede ja til.

Det betød også flere penge, men dem skulle han ikke bruge. De skulle i stedet sendes hjem.

- Jeg skulle tage vare på min mor. På det tidspunkt var det selvfølgelig vigtigt for mig, for jeg skulle også forberede mig på fremtiden. 

- Nu har jeg en kone og to børn, som jeg skal passe på. Men på det tidspunkt fik jeg en stor mulighed i mit liv, og der ville jeg rigtig gerne give noget tilbage til min mor.

- Det handlede ikke om, at jeg skulle købe noget til hende. Jeg ville bare sørge for, at hun levede rigtig godt. Jeg ønskede ikke, at hun skulle være mere stresset i sit liv. 

- Det var det, jeg tænkte på og kæmpede for at opnå. På det tidspunkt tænkte jeg meget på min mor, fordi jeg var 21 år og var bare alene. Jeg var nødt til at hjælpe min mor, siger Djiby Fall og understreger med et endnu et grin, at hans mor har det rigtig godt i dag.

I sæsonen 2006-07 scorede Djiby Fall 14 mål og lavede fire assists i 30 Superligakampe, hvilket sikrede ham et skifte til Al-Ain i De Forenede Arabiske Emirater.

Den bedste sæson i karrieren
Men Djiby Fall vendte allerede tilbage til dansk fodbold et halvt år efter, da OB hentede ham til det fynske land.

Det endte med at blive et vigtigt skifte for karrieren, mener han, da det var her, han præsterede bedst.

- Det var meget anderledes. Det er en større by. Jeg var 24 år, mener jeg, på det tidspunkt, og jeg spillede for en stor klub med nogle store navne.

- Jeg følte, at jeg for alvor der skulle vise, at jeg var en professionel fodboldspiller, fordi til at starte med i Randers skulle jeg først til at lære det. I Odense var jeg virkelig klar til at klø på og vise, hvad jeg havde lært i Randers. Det skifte var rigtig godt, og niveauet var højere.

- Jeg kom til klubben med stor selvtillid, og på det tidspunkt var Lars Olsen der også. Jeg vidste, hvordan han ville have mig til at spille. 

- Jeg er sikker på, at sæsonen 2008-09 var den bedste i min karriere. Jeg var rigtig glad for at være i klubben.

Grunden til Djiby Falls glæde ved at være i OB kunne blandt andet findes i omklædningsrummet, hvor han fremhæver spillere som Peter Utaka, Demba-Nýren og især Eric Djemba-Djemba.

- Djemba-Djemba er bare sjov. Han er meget åben, men han var altid sjov. Vi (Peter Utaka, Demba-Nýren og Djemba-Djemba, red.) lavede ikke noget dumt. Vi var alle professionelle, men på træningsbanen og i omklædningsrummet før og efter træning var der altid sjov og ballade. Det gjorde virkelig, at det var sjovt at spille i klubben.

- Det var en vild tid. Jeg havde også et virkelig godt forhold til fansene. De var fantastiske og meget passionerede.

Fra januar 2008 og til marts 2009 nåede Djiby Fall at score 18 mål i 31 kampe i Superligaen, hvorefter turen gik videre til Rusland og Lokomotiv Moskva.

Angriberen var dog langt fra færdig med Danmark, da Djiby Fall kom tilbage til Randers og OB senere i karrieren, men ikke med samme succes, da skaderne blev hyppigere. Skaderne var også grunden til, at han i januar 2019 var nødt til at stoppe sin karriere efter blot et halvt år i Hobro.

Men selv om det ikke var den ønskede afslutning, kan man nærmest fornemme smilet komme frem i den anden ende af telefonen, når Djiby Fall får spørgsmålet om, hvad han tænker om sin tid i Danmark.

- Der er kun positive ting at sige om min tid i Danmark. Jeg kender rigtig mange mennesker i der. 

- Når jeg kommer tilbage til Danmark, føler jeg mig hjemme. Folk byder mig altid velkommen, og det har jeg altid sat pris på, lyder det fra Djiby Fall.

Husk at læse med lørdag, når julekalenderen fortsætter med en fortælling om 'sølvræven'.