Henrik Bechmann er rykket frem i rækkerne fra sin tidligere post som assisterende træner i klubben, og får nu bl. a. ansvaret for at sætte sin søn Tommy på holdet. Tommy Bechman er angriber ligesom sin far, der i sin aktive karriere var topscorer for AGF i flere sæsoner.
Henrik Gudmandsen har hidtil været træner for klubbens Danmarksseriehold og FC Aarhus understreger, at der er tale om en midlertidig løsning med de to i spidsen for truppen.
Trænerduen skal ikke alene forsøge at lægge låg på de interne problemer i FC Aarhus efter konflikterne mellem tidligere træner Frank Pingel og den norske forsvarer Stig Haaland, men også vende klubbens uheldige nedadgående kurve i 1. division, hvor holdet ikke har vundet i sine seneste 11 kampe.
FC Aarhus' næste match i 1. division er på hjemmebane imod Superliga-nedrykkerne Vejle lørdag eftermiddag.
































