Der skulle forlænget spilletid til, for at finde en afgørelse mellem Argir og B68 Toftir i den færøske pokalturnering torsdag aften.
Der var en kvartfinale på højkant, og danskerne Marius Kryger Lindh og Sebastian Lau spillede en nøglerolle på hvert sit mandskab.
Lindh startede med at bringe Argir foran efter blot ni minutters spil. Den føring holdt frem til kort før pausen hvor Boubacar Sidik Dabo bragte balance i regnskabet for Toftir.
I anden halvleg gik det hurtigt med scoringerne. Efter 53 minutter bragte Ragnar Skala igen Argir foran, men minuttet senere kunne Lau udligne for Toftir.
Målet var Laus sjette mål i samme antal kampe for Toftir, og han må siges at være i særdeles god form.
Der blev ikke scoret yderligere i løbet af den ordinære spilletid, og derfor måtte de to mandskaber afgøre det i forlænget spilletid.
Her skulle hjemmeholdet Argir vise sig at være stærkest. Efter 105 minutter var Lindh igen på spil, da han kunne score til 3-2. Den føring blev senere udbygget til 4-2, da Jobin Drangastein sendte bolden i nettet.
4-2 skulle vise sig at blive det endelige slutresultat, og dermed kunne Argir fejre en plads i kvartfinalen i den færøske pokalturnering.



B68 Toftir
AB Argir




































