En stor profil forlader 3F Superligaen.
Søndag blev det bekræftet, at Raul Albentosa ikke får sin aftale forlænget i Vejle Boldklub, og derfor er den spanske viking fortid i landets bedste række.
Bold har talt med den 35-årige forsvarsspiller, som gerne ville være blevet i klubben.
- Det har været nogle meget hårde dage. Jeg er trist, fordi jeg har haft en så god tid i Vejle Boldklub. Det har været fantastisk med fansene, staben, kontorfolkene, mine medspillere og alle i klubben.
- Det er trist, men jeg har spillet på flere forskellige hold i forskellige lande, og det er normalt, at man en gang imellem skal sige farvel, siger Albentosa til Bold.
Albentosa skiftede til Vejle i januar 2022. Siden blev spanieren en kæmpe profil i Nørreskoven, og den nu tidligere anfører noterede sig i alt for 79 kampe for klubben med otte mål og tre oplæg til følge.
- Tror klubben er ved at blive solgt
Der er ingen tvivl om, at Albentosa har været glad for Vejle, og det samme har gjort sig gældende den anden vej.
Men hvorfor har parterne så ikke kunnet blive enige om en kontraktforlængelse?
Artiklen fortsætter efter billedet

- De vil ikke betale mig den samme løn, som jeg har fået indtil nu. Det er realiteten, og jeg tror, at det skyldes, at klubben er ved at blive solgt.
- Jeg tror, at jeg har haft den største løn i klubben. Jeg kender selvfølgelig ikke de andres løn, men jeg tror, at jeg tjente mest. Så det har været svært for dem.
Så du tror, at det er fordi, klubben er ved at blive solgt, at de ikke vil give den samme løn?
- Ja, jeg tror ikke, at de vil give en stor løn, inden klubben skal sælges.
Har de så prøvet at tilbyde en kontrakt med en lavere løn?
- De har ikke givet mig et officielt tilbud, men jeg har talt med sportschefen, som er min ven. Han fortalte, at lønnen ville blive lavere, og så sagde jeg, at jeg ikke ville sige ja, hvis det blev tilfældet.
- Men det er sådan, det er i fodbold. De tror måske, at jeg er ved at blive ældre, men jeg føler selv, at min krop har det godt. Det har jeg også bevist i de to sidste sæsoner. Men nu er det slut, og Vejle vil altid være i mit hjerte, siger Albentosa.
Ifølge Bolds oplysninger tjente Albentosa cirka 1,4 millioner kroner om året i Vejle. Se de højeste lønninger i klubben her.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vejle-boss afviser
Bold har præsenteret Raul Albentosas udlægning for Vejle Boldklub, og direktør Henrik Tønder kan ikke genkende spanierens ord.
- Det er ingen hemmelighed, at Vejle Boldklub er til salg og har været det i et stykke tid, men uanset hvad påvirker det ikke til- og afgange på spillersiden, hvilket vores seneste handler i weekenden også illustrerer, siger Henrik Tønder til Bold og henviser til, at Damian van Bruggen og Masaki Murata er hentet til klubben.
Vejle er i øjeblikket ejet af Andrew Zolotko, som sidder på 60 procent af aktierne. De resterende 40 procent er ejet af Klaus Eskildsen.
I januar var klubben tæt på at blive solgt til Çağdaş Şenyürek, men det viste sig, at tysk-tyrkeren havde fusket med sit CV, hvorefter en handel blev annulleret.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Hvad skal der ske nu?
Albentosa har vidt omkring i sin karriere, og selv om han er blevet 35 år, vil han ikke gå på pension endnu.
- Min familie er i Spanien, men det kan godt være, at jeg selv flytter et andet sted hen. For mig handler det om at finde et godt projekt.
- Pengene er selvfølgelig også vigtige, da det er de sidste år af min karriere. Jeg skal forsøge at gøre mig klar til min pension, forklarer han.
Kan du være åben for et sted som Saudi-Arabien?
- Det er en mulighed, og det er Qatar og andre lande dernede også. Men det handler ikke kun om penge. Jeg kigger også på, hvem der er træner, hvad taktikken er og så videre, siger Albentosa.
Forsvarsspilleren vil heller ikke udelukke en anden dansk klub.
- Der er ingen danske klubber, der har ringet til mig endnu, men man ved aldrig. Min førsteprioritet var Vejle, og jeg ved ikke, om der er andre danske klubber, der vil hente mig, lyder det fra forsvarsspilleren.
Afslutningsvis fortæller spanieren, at han har planer om at vende tilbage til Vejle i fremtiden.
- Jeg vil gerne sende en tak til byen, fansene og alle de folk, der har hjulpet mig og min familie.
- Jeg glæder mig til at se jer på et tidspunkt, og jeg kommer helt sikkert tilbage til Vejle. Jeg ved ikke, om det bliver som spiller eller træner, men jeg kommer helt sikkert tilbage, afslutter Albentosa.

Foto: Henning Bagger/Henningbagger/Ritzau Scanpix

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Vejle Boldklub
3F Superliga


































