




Hammarby jagter sæsonens helt store overraskelse i Mjällby AIF på førstepladsen i Allsvenskan.
Søndag kom Stockholm-klubben i problemer, da de tog i mod Brommapojkarna, der havde Victor Lind og Adam Jakobsen med fra start.
Især sidstnævnte var årsagen til Hammarbys problemer med to scoringer i første halvleg.
Adam Jakobsen scorede til 1-0, da Victor Lind lagde et frisparksindlæg i feltet, som Jakobsen flugtede i netmaskerne.
Kort før pausen gjorde den tidligere Fredericia-spiller det igen. Med en smart sparkefinte vristede danskeren sig fri i feltet og høvlede bolden i mål til 2-0.
Hammarby blev ifølge Fotbolskanalen buhet ud til pause. Det havde tilsyneladende den ønskede effekt, for i anden halvleg vendte Hammarby det hele, da Frederik Winther kom på banen i forsvaret.
Nahir Besara reducerede efter 54 minutter, inden Kevin Ackermann lavede selvmål for Brommapojkarna efter 74 minutter.
To minutter senere afgjorde Montader Madjed det hele, da han scorede det forløsende 3-2 mål for Hammarby.
Med sejren er Hammarby fire point efter Mjällby i topstriden.


Hammarby
Brommapojkarna
Allsvenskan




































