
Det ser svært ud, men det kan sagtens lade sig gøre.
Det danske kvindelandshold tabte sin åbningskamp ved sommerens EM-slutrunde med 0-1 til Sverige, men intet er afgjort af den årsag.
Der venter dog en ordentlig mundfuld i næste runde, når det gælder mægtige Tyskland, men det tager Janni Thomsen i stiv arm:
- Vi spiller en EM-slutrunde, og det handler udelukkende om at vinde fodboldkampe. Ellers kan man ligeså godt rejse hjem.
- Det har vi vidst fra start af, fordi vi er landet i en svær pulje. Nu har vi mødt en god modstander, og om fire dage møder vi nogle, der måske er endnu bedre, fortæller hun efter nederlaget til Sverige.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det var da langt hen ad vejen også en opløftende indsats mod Sverige, hvor det ikke var til at se, at det for en måned siden var sluttet med 6-1 til værterne, da Danmark besøgte Stockholm.
EM-åbneren får Stine Ballisager til at være fortrøstningsfuld:
- Som vi leverede her mod Sverige, har vi vist, at vi kan stå imod selv de allerbedste offensive kræfter. Så vi skal bare klø på, og så kan alt ske.
- Vi ved udmærket godt, at det er to svære hold, der venter, men vi tror på os selv, fortæller hun.
Danmark skal op mod Tyskland på tirsdag, mens det gælder Polen i sidste gruppekamp, der spilles på lørdag.


Danmark (k)
EM 2025




































