



Kevin Tshiembe havde spillet i pokalen og i Europa League, men søndagens 77 minutter i 1-3-nederlaget til Brøndby var stopperens første i Superligaen.
Han markerede sit fint med flere vundne dueller, men efter 24 minutter blev han også noteret for et selvmål, da han rettede Johan Larssons indlæg af for næsen af Kamil Wilczek.
- Det var dejligt at få debut i Superligaen. Jeg synes, jeg kom godt ind i det mod et svært hold, men selvfølgelig var det ikke sjovt at lave selvmål.
- Jeg gjorde alt for at komme foran angriberen og sparkede bolden væk, men jeg ramte den uheldigt desværre, siger Tshiembe til bold.dk og erklærer sig uimponeret over at spille over for profiler som Teemu Pukki, Kamil Wilczek og Hany Mukhtar:
- Jeg har spillet mod nogle af dem på reserveholdet, og selvom det ikke er samme niveau, så har jeg lært dem at kende som typer.
- Det ligger naturligt til mig ikke at lade mig påvirke af modstanderne eller omgivelserne, men jeg skulle da lige bruge fem minutter på at komme ind i det. Derefter gik det fint, synes jeg.
Cheftræner Thomas Nørgaard pønsede allerede i efteråret på at bruge 20-årige Tshiembe, men en mindre skade udskød ligadebuten.
- Jeg føler mig rigtigt godt tilpas i truppen, og jeg er helt klar nu, så der bør være gode muligheder for at spille lidt mere. Jeg er glad for den tiltro, trænerne har vist mig, og jeg håber, jeg kan gengælde den i foråret, siger Tshiembe, der var valgt foran Oliver Lund mod Brøndby.
Unge Tshiembe overvejede aldrig at søge væk, da han i lighed med de andre spillere i Lyngby i sidste uge havde muligheden for at ophæve sin aftale.
- Det har været en hård periode, og jeg har ikke prøvet noget som det før. Men jeg valgte at være tålmodig og håbe på det bedste. Jeg havde ingen planer om at skifte klub, så jeg er glad for, at klubben nu er reddet, og at jeg kan blive her, siger den unge forsvarsspiller.
Lyngby-stopperen er lillebror til AC Horsens' Delphin Tshiembe.
mikael@bold.dk


Lyngby Boldklub
3F Superliga

































