






- Jeg vil først og fremmest gerne rose Sundby. Man kan vælge at parkere bussen, når der kommer et Superliga-mandskab, men de forsøgte at spille med.
Således lagde FC Midtjylland-træner Mike Tullberg ud, da han stillede op til interview med Bold og den skrevne presse efter 7-0-sejren over Sundby i Pokalen.
Amager-klubben fik godt nok resultatmæssigt et rap over nallerne, men Sundby gjorde især i indledningen fin figur.
Sundby-træner Thomas Karabulut er glad for rosen fra Mike Tullberg, men mener også, at 0-7 blev for stort et nederlag.
- Det er altid dejligt at få anerkendelse, og jeg har også rost drengene for dele af indsatsen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Men FCM er bare stærke. Det er jo en helt anden planet end os, og det har vi stor respekt for.
- Jeg synes dog, at 0-7 blev alt for stort i forhold til vores indsats. Et par af spillerne var utilfredse med, at det ene straffespark blev dømt, siger han til Bold.
Karabulut uddyber:
- Jeg synes, det er ærgerligt, at vi indkasserer nogle nemme mål. De laver tre mål på meget kort tid til sidst i første halvleg.
- Vi havde ellers et par okay sekvenser i første halvleg, men det dræber jo kampen, når man går til pause bagud med 0-5, siger Sundby-bossen.
FCM's næste kamp er mod Brøndby på mandag. Sundby skal møde FC Helsingør på søndag.

FC Midtjylland
Betano Pokalen
Sundby Boldklub



























