

Djurgården og Mjällby måtte nøjes med et enkelt point hver efter at have spillet 1-1 i Allsvenskan søndag eftermiddag.
Gæsterne fra Mjällby tog føringen efter 36 minutters spil på mål af Nicklas Røjkjær.
Den danske midtbanespiller stod helt fri i feltet, hvor han modtog bolden, som han efterfølgende sendte ind bag den tidligere AaB-keeper Jacob Rinne.
Og netop Rinne fik kort derefter en hovedrolle.
For Nicklas Røjkjær valgte at fejre sin scoring foran Djurgårdens fans, og det satte både fansene og Rinnes pis i kog.
Den svenske målmand styrtede hen for at bremse Røjkjær og co., og så udbrød der ellers en større omgang tumult, som mundede ud i, at både Rinne og Røjkjær fik et gult kort.
Seks minutter efter scoringen og den efterfølgende tumult formåede Deniz Hummert at udligne til 1-1 for hjemmeholdet.
Der faldt ikke yderligere scoringer i opgøret.
Salech brød måltørken
Andetsteds i Sverige vandt IK Sirius med 3-2 over Brommapojkarna. Den danske angriber Yousef Salech kom på tavlen for Sirius, og dermed brød han sin måltørke.
Den 22-årige angriber havde ikke scoret siden den 13. juli.


Mjällby
Djurgården
Brommapojkarna
Sirius
Allsvenskan
































