Skal Lyngby en dag havne på udenlandske hænder?
Det er der en risiko for. Men det er med sikkerhed ikke noget, der kommer til at ske de næste tre år. Med garanti.
For ejerkredsen i Friends of Lyngby har klart og tydeligt signaleret, at man vil have stadion færdigbygget, før et muligt salg kan komme på tale.
Det er ellers ikke fordi interessen ikke er til stede fra interesserede, udenlandske købere.
- Vi får løbende mange henvendelser fra interesserede købere, men vi har lagt en strategi, der handler om, at det nye stadion skal stå færdigt, før vi træffer en beslutning om, hvad der skal ske med Lyngby i fremtiden.
- Så Friends of Lyngby kommer ikke til at sælge aktiemajoriteten i klubben, før stadion står færdigt i 2028, forklarer Andreas Byder, der er direktør i Lyngby.
Lyngby har overtaget Lyngby Stadion. Og i tredje kvartal af 2026 er det forventningen, at man tager første spadestik til det nye, lukkede stadion, hvor der bliver 6500 pladser.
Det er et stadionbyggeri, der senest skal stå færdigt med udgangen af 2028.
Rundt om stadionbyggeriet skal der placeres 42 seniorboliger samt 188 studieboliger, som i princippet skal finansiere opførelsen af det nye stadion.
- Lige nu er vi i gang med at sælge senior- og ungdomsboligerne fra. Det er vores håb og forventning, vi er så langt, at stadionbyggeriet begynder efter sommerferien næste år, siger Andreas Byder.
Lyngby har planer om, at klubben skal spille videre, mens det nye stadion og boligerne bliver opført.
- Vi får et stadion med 6500 pladser. Et stadion, der selvfølgelig vil være godkendt til Superligaen, fordi det vil være et lukket stadion, forklarer Andreas Byder, der forventer, at det nye stadion vil åbne store muligheder for Lyngby på længere sigt.
- Perspektivet i at eje stadion er stort. Det nye stadion giver os fundamentet til at bygge en stærk klub.
- Vi får blandt andet loungefaciliteter med plads til 1300 gæster. Det giver helt nye perspektiver for os på det kommercielle område, siger Andreas Byder, der har skudt en aktieudvidelse i gang.

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.
Klubben skal hente 50 mio. kr., hvor Friends of Lyngby formentlig kommer med 20 mio. kr.
- Hvis vi lykkes med aktieudvidelsen, tror jeg på, vi på sigt kan nå et mål om at blive en top-8 klub i Danmark.
- Vi skal have lagt på økonomisk og skal de kommende år udvikle os.
- Det får vi forudsætningerne for, eftersom vi nu ejer stadion. Det giver mange muligheder, som vi skal være dygtige til at udnytte, siger Andreas Byder, der ser frem til næste efterår, når første spadestik bliver taget til det nye Lyngby Stadion.

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere

Lyngby Boldklub
Betinia Liga




































