UEFA straffer CSKA Sofia og Derry City efter tilskueruro i Europa League-kvalifikationskampen mellem de to klubber i sidste uge.
CSKA Sofia idømmes en samlet bøde på 55.000 euro.
30.000 euro for kast med genstande, tilskueruroligheder og hærværk på stadion, 20.000 euro for tilhængernes racistiske og diskriminerende adfærd. Derudover straffes klubben med 5.000 euro for en overtrædelse begået af et medlem af klubbens stab.
UEFA har desuden forbudt CSKA Sofia at sælge billetter til klubbens næste udebanekamp i en UEFA-turnering.
Dermed må klubben ikke have fans med, når holdet torsdag møder Qarabag på udebane.
En yderligere udebane-karantæne for billetsalg er gjort betinget med en prøvetid på to år på grund af den racistiske og diskriminerende adfærd.
UEFA har samtidig pålagt den bulgarske klub at erstatte de skader, som klubbens tilhængere forvoldte på Derry Citys stadion, herunder ødelagte sæder.
Også hjemmeholdet Derry City er blevet straffet. Den nordirske klub skal betale 20.000 euro for baneinvasion, tilskueruroligheder og kast med genstande.
UEFA har desuden idømt Derry City en betinget delvis lukning af North Stand til klubbens næste hjemmekamp i en UEFA-turnering. Sanktionen er dog suspenderet i en prøvetid på to år.
Kampen mellem Derry City og CSKA Sofia måtte afbrydes på grund af ballade på lægterne, hvor bulgarske ultras rev sæder løs og kastede dem og andre genstande mod hjemmeholdets fans.
Det tvang hundredvis af Derry-fans – herunder kvinder og børn – til at søge sikkerhed på banen.
Kampen blev afbrudt i cirka 15 minutter, mens vagter, klubfolk og spillere forsøgte at få kontrol over situationen, ligesom politiet rykkede ind på stadion iført kampklart udstyr.
Efter slutfløjt opstod der desuden ny tumult, da en Derry-tilhænger forsøgte at løbe mod CSKA Sofias målmand, men vedkommende blev standset af vagter.
CSKA Sofia endte med at gå videre efter en 2-1-sejr i Derry og 5-3 samlet.


CSKA-Sofia
Derry City
EL-kval

































