3F Superliga -Ung Brøndby-stopper: Chancen større nu
2016-01-26 08:59:06
Foto: Getty Images

Ung Brøndby-stopper: Chancen større nu

Malthe Johansen ser større muligheder for spilletid i foråret efter Dario Dumic’ exit. Johansen er dog stadig klar over, at andre står foran ham.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Brøndby har i løbet af vinteren sagt farvel til tre stoppere. Michael Almebäck og Fredrik Semb Berge, der begge var lejet ud i efteråret, er sendt til deres respektive hjemlande, mens Dario Dumic, der i efteråret spillede 13 kampe, er udlejet til NEC Nijmegen.

Dermed er Brøndby en enkelt stopper nede i forhold til efteråret, og det håber 19-årige Malthe Johansen kan blive hans chance.

- Det er klart, når der er en der forlader klubben, og som Dario spiller samme position som mig, så er der en mindre i kampen om spilletid. På den måde kan man vel godt sige, at jeg er rykket op i forsvarshierakiet, siger Johansen til bold.dk.

Johansen vendte i sommer hjem til Brøndby efter et lejeophold i FC Porto. Siden er det blevet til to indhop i Europa League og et enkelt i pokalen.

- Jeg må ærligt indrømme, at da jeg startede op med truppen i sommer, der turde jeg kun drømme om at spilletid. Jeg havde ikke regnet med noget som helst det første år her, siger Johansen.

- Jeg syntes det gik meget stærkt og det var nogle stærke drenge jeg lige pludselig trænede og spillede med. Så der var en tilvænningsperiode.

- Det sidste halve år har udviklet mig meget. Og jeg føler at de chancer, jeg har fået, har været berettiget. Og jeg føler, jeg har grebet dem. Man vil selvfølgelig altid gerne spille, men jeg har hele tiden vidst, at der var spillere foran mig i køen.

- Jeg er ikke skuffet over efterårssæsonen, men derimod sindssygt stolt og glad for at jeg har fået debut for min klub og vist at jeg kan være med, siger Johansen.

Med Dumic ude, står Daniel Agger, Martin Albrechtsen og Martin Ørnskov umiddelbart som de eneste foran Johansen.

- Jeg ser muligheder for spilletid hist og her, men det er op til trænerstaben. Jeg arbejder stinkende hårdt hver dag, så jeg er klar til at gribe chancen, når den kommer. Men det er klart, at chancen for at komme på holdet er blevet større i og med, at vi er mindre forsvarsspillere end i efteråret, siger Johansen til bold.dk.

Den unge stoppers kontrakt udløber - som de øvrige forsvarsspilleres - til sommer. Det spekulerer Johansen dog ikke så meget på.

- Jeg tænker ikke helt vildt meget over fremtiden lige nu. Jeg vil hellere fokusere på det jeg kan gøre noget ved hver dag, når jeg er til træning, siger Johansen.

- Så må jeg håbe at det er nok til at overbevise trænerstaben om, at det er mig de skal satse på fremover.  Jeg tror ikke der er nogen der i tvivl om, at jeg nyder at spille for Brøndby IF.

Malthe Johansen har, udover lejeopholdet i FC Porto, været i Brøndby i hele karrieren.

jesper@bold.dk

Annonce
Annonce

4 kommentarer

Se kommentarer
Annonce